530 / 707
514
Georg Nørregaard
den gaaet for meget uden om Grosserer-Societetets Ko
mité.14) Sikkert er det, at den forretningsmæssige Tillid
til Dels svigtede, og at man under alle Omstændigheder
frygtede Kompagniets Konkurrence. Den Uvilje, som en
Række københavnske Grosserere havde opelsket, blev til
sidst sluppet løs gennem Grosserer-Societetet. Den 8. Juli
1825 indsendte en Række Handelshuse, hvoriblandt var
repræsenteret Navne som Tutein, de Coninck og Ham
bro, Protest til Grosserer-Societetets Komité over, at der
var tilsagt det østersøiske Kompagni Frihed for Kon
fiskation i Krigstilfælde. Især beklagede man sig tillige
over, at Udlændinge skulde nyde Begunstigelser fremfor
danske Handelshuse; man vidste, at Kompagniets Ho
vedinteressenter ikke var danske.15)
Grosserer-Societetets Komité tøvede ikke med at tage
sig af Sagen. Under 11. Juli noteres i dens Forhandlings
protokol, at en Erklæring skal konciperes af Hvidt. Den
23. Juli afsendtes derpaa en Skrivelse med baade Næb
og Kløer til Danske Kancelli.
Den Veltalenhed og Nidkærhed, der præger denne
Skrivelse fra L. N. Hvidts Haand, tyder paa, at det har
været ham personligt om at gøre at udrette noget her.
Man maa ikke glemme, at Slaget i dette T ilfæ lde stod
imellem en Repræsentant for det Handelshus, der tid
ligere havde været Københavns mægtigste, og selve den
Person, der i den kommende Generation blev Byens alt-
overragende ledende Handelsmand, og hvis Efterfølgere
blev Tietgen og H. N. Andersen. Det østersøiske Kom
pagnis Eksistens blev afgjort en af de Episoder, der
gav Hvidt Anledning til at tage Ledelsen i Hænde, ja
maaske var det den afgørende Begivenhed. Heri ligger
14) Jfr. Marcus Rubin: Frederik VI’s Tid, 1895, 147.
15) Bilag til Grosserer-Societetets Komités Forhandlingsprotokol
1825, Nr. 39, Arkiv paa Børsen.