531 / 707
Østersøisk Kompagni 1825—29
5 1 5
der en særlig Grund til at interessere sig for det øster-
søiske Kompagnis Skæbne.
Duntzfelts gammeldags Hofsmiger, hans Projektma-
geri, hans Søgen Garantier hos Enevælden maa have
forekommet den moderne liberale, rent forretningsmæs
sigt indstillede Hvidt en Vederstyggelighed. Duntzfelts
Inddragen af udenlandsk Kapital maa have forekommet
den stærkt nationale Hvidt direkte skæbnesvanger.
Hvidt understreger i sin Skrivelse,16) at det ikke kan
have været Regeringens Hensigt at styrke Kompagniet
paa den øvrige Handelsstands Bekostning eller at give
det Lejlighed til at frarive de øvrige Grosserere de For
retninger, de i lang Tid „til deres Venners T ilfredshed“
har udført. Han beraaber sig i denne Forbindelse paa
„Hans Majestæts landsfaderlige Sindelag“ og „den Var
somhed, hvormed Allerhøjstsamme stedse griber ind i
Forhold, der o. s. v .“. Duntzfelt havde forlangt Majestæ
tens „allerhøjeste Beskyttelse og Sikkerhed“. Den libe
rale Retsstat staar her over for den merkantile Enevælde.
Sin Foragt for Duntzfelt udstiller Hvidt, naar han taler
om, at Planen „ej hos Stifteren røber dyb Kundskab om
Handelens Almindelighed eller det særegne ved den dan
ske Handel“. Ja, Kompagniets Løfte om 5 % i aarligt
Udbytte begrunder endog efter den strenge Kritikers
Opfattelse den Antagelse, at Kompagniet ikke vil faa
lang Levetid uden under særdeles gunstige Omstændig
heder.
Imidlertid stod Hvidt og hans Meningsfæller jo over
for en afgjort Kendsgerning, og det eneste, de efter
Omstændighederne kunde foretage sig, var at udbede sig
samme Begunstigelse i Krigstilfælde, som Kompagniet
havde faaet Tilsagn om. De hævdede, at Kompagniet
ellers vilde opnaa Fordele ved Konsignation fra frem
1G) Grosserer-Societetets Komités Kopibog 1817—31, 23. Juli
1825, Arkiv paa Børsen.