172 / 346
167
kongeligt Reskript, der fra 1. Jun i s. A. ophævede al Takst paa Brød.
Reskriptet fastsatte , a t den hidtil bestemte Vægt for Grovbrød af hhv. 4,
8 og 12
u
stadig skulde bibeholdes, a t Bagepengene stadig skulde fast
sættes hvert Foraar og E fteraar og endelig, a t Bagerne fremdeles forplig-
tedes til a t holde det befalede Forraad af Kornvarer. Til Slut ud talte Re:
skriptet, som allerede nævnt ovenfor, Forventningen om, a t Bagerne ikke
vilde benytte sig af T akstens Ophævelse til Brødets Fordyrelse eller anden
ubillig Adfærd.
At man ikke har væ ret helt dristig ved a t gaa til a t ophæve den nu i saa
mange Aar bestaaende Takstansæ ttelse paa den Livsfornødenhed, som
Brødet var, fremgaar af mange Ting, men man trøstede sig, som Indstil
lingen viser, med, a t man, hvis Bagerne benyttede Takstens Afskaffelse
til at skrue Priserne i Vejret, kunde give Tilladelse til Anlæg af flere Ba
gerier paa Broerne og ved Forandringer i Konsumtionen sæ tte disse i Stand
til a t konkurrere med Bagerne indenfor Voldene, ligesom man henviste til
Fribagerne, for hvis Antal der ikke var sat nogen Grænse. Frygten blev
dog gjort til Skamme. B rødet blev efter Takstens Afskaffelse hverken
dyrere eller mindre.
Vi skal endnu, inden vi forlader B rødtaksten, ko rt nævne, at det under
den herskende Mangel paa Rug og Hvede 31. Oktober 1800 tillodes Ba
gerne, hvis de ikke kunde forskaffe sig de befalede Forraad af disse Korn
sorter, m a a tte supplere dem med Byg og »andre til Brødbagning tjenlige
Kornsorter saa vel som med Æ rte r og Kartofler.« Det Blandingsbrød, der
fremkom heraf, m a a tte sælges udenfor Taksten. Ligeledes ophævedes ved
Reskript af 14. J a n u a r 1801 indtil videre Taksten paa Surbrød og Rug
tvebakker, og 13. Jun i 1806 forlængedes Reskriptets Gyldighed indtil Ud
gangen af Jun i 1807. A lt de tte var im idlertid Undtagelser fra den strenge
Haandhævelse af de fastsatte Takster, fremkaldt af Krigstid og Dyrtid.
Reglen va r den, a t B rødtaksten bestemte Bagernes Fortjeneste, der kunde
være knap nok, idet der ikke i lange Aarrækker toges Hensyn til den Stig
ning, der fand t S ted i Bagernes Udgifter til Folkeløn og meget andet, men
kun, og knap nok det, til Kornets Indkøbspris. Naar Bagerne alligevel,
trods deres Klager over Taksten og over deres fattige Forhold, noget, som
forøvrigt alle andre ogsaa klagede over, dog kunde subsistere, skyldtes
det dels deres Fortjeneste paa Brød, der ikke omfattedes af Taksten, dels
Bagetaksten.
Bagetaksten
var, ligesom B rødtaksten, for det her omhandlede Tidsrum,
hjemlet i Skraaen a f 1683, i hvis § 11 det siges, a t enhver »som lyster og