181 / 346
176
møller og 2 Dampmøller og m a a tte dog idelig løbe om for a t høre Je re
miader, a t det ikke blæste, og man blev skammeligt behand let af Møllerne,
der i Reglen var fattige og forpinte Slaver, som Bagerne m isbrugte til at
gøre Hoveritjeneste med Kørsel.«
For a t hjælpe Bagerne til a t faa deres Korn m alet i Vindstille, bekendt
gjorde Adm iralitets- og Kommercekollegiet 13. August 1810, a t Bagerne
kunde faa m alet paa Gammelholms Dampmaskine mod a t overholde Hol
mens Regler for Ind- og Udkørsel sam t i Maleløn betale 80
pr. Tønde.
Tilladelsen gjald t dog kun Grovmaling. Det tø r antages, a t Bagerne har
ben y tte t sig af det gjorte T ilbud, th i 7. Ju li 1814 tilbød Provideringskom-
missionen, for a t Bagerne til enhver Tid kunde faa m alet, a t overlade
Lauget Dampmaskinen paa Gammelholm til Brug, enten istand sat eller
som den nu var, dog paa den Betingelse, a t Entreprenøren kunde faa malet
visse Dage i Ugen mod Betaling efter nærmere Overenskomst, men a t
Lauget ene m aatte overtage Bestyrelsen sam t lønne de til Maskinens og
Møllens Brug nødvendige Folk, anskaffe de nødvendige Rekvisiter, Brænd
sel, Smøreolie etc. og bekoste de forefaldende Reparationer. Laugets
Interessenter erklærede, a t de med Taknemmelighed vilde modtage Møllen
og indbyrdes komme overens om Indretningen, idet de bemærkede, at
Møllen vilde være uundgaaelig nødvendig, for a t Bagerne til alle Tider
sikkert skulde kunne forsyne Staden med Brød. Det blev dog ikke til noget
med Overtagelsen, th i 15. September meddelte Lauget Magistraten, at
det ikke saa sig i S tand til a t stille den Sikkerhed, der forlangtes for »al
den Skade, der kunde foranlediges Ildmaskinen eller Holmens øvrige Ind
retninger, hvis Værdi meget vilde overstige sam tlige Interessenters For
mue.«
Det var im idlertid ikke alene Besværlighederne ved a t faa Kornet malet,
Bagerne havde Grund til a t beklage sig over. Møllerne malede ogsaa Kor
net daarligt og sigtede det daarligt. E t ganske kuriøst Eksempel herpaa
fremkom ved Sejldugsfabrikør A.
C. F
ib igers
Andragende om a t m aatte
anlægge et Bageri i Nærheden af den ham tilhørende Luciemølle ved
Østerbro. I Andragendet anførte han, a t det Hvedebrød, man fik syd for
Danmarks Grænser, var baade billigere og bedre end det, man fik her
hjemme, og a t det Brød, som Almuen fik, som bekendt bestod af halvmalet
Rug, hvorfra Hejre, K linte og Støv sjæ ldent var skilt, og a t det stundom
var iblandet en Del Dyst, hvorfor det hverken var sun d t eller nærende,
og kun kunde spises med Smør, Ost eller Kød. Da Bagerlaugets Oldermand
fik Fibigers Ansøgning til Erklæring, blev han meget forbauset, for han