81 / 346
76
Skikke, der dannede sig indenfor de enkelte H aandvæ rk, Skikke, som
den rejsende Svend m a a tte kende til Bunds for a t kunne blive mod
tag e t paa sit Haandvæ rks Herberg som en ret Broder og derved faa
Del i A rbejdet paa det paagæ ldende Sted, eller, om sa ad an t ikke v a r a t
faa, dog i a lt Fald faa Husly og even tuelt Pengehjæ lp, »Geschenk«, til sin
videre Færd. Han skulde da kunne den indenfor H aandvæ rket vedtagne
Hilsen, Grusz, fremsige den og give de foreskrevne H a a n d try k paa rette
Maade, medens han holdt sin H a t eller havde sin F rakke kn app et, som det
var foreskrevet. Men va r a lt dette i Orden, hans Lærebrev og »Kundschaft«
fra det sidste Arbejdssted befundet rigtige, saa v a r han ogsaa sikker paa
a t blive erkend t som en re t og ægte H aandvæ rksbroder af »das lobliche
Amt«, der havde K rav paa al den S tø tte, som det stedlige Svendebroder
skab kunde og ogsaa va r pligtigt til a t yde ham . Da, og først da, th i ingen
ærlig Haandvæ rkssvend drak med en, der ikke hørte til et anerkendt
ziinftigt Laug, blev Broderbægret ra k t ham.
Som Svendene havde deres Skikke, saaledes ogsaa Mestrene. De havde
jo selv gaaet gennem Skærsilden, havde væ ret Drenge og va r blevet gjort
til Svende og først da læ rt Gruszens hemmelighedsfulde og vidtrækkende
Magt a t kende. De havde selv vand re t som Svende og havde opsuget hele
det hemmelighedsfulde Trylleri, der forband t de over hele Tyskland og en
stor Del andre Lande spredte Svendebroderskaber, vidste, hvad det vilde
sige, paa hvert Sted, hvor der fandtes et lovligt arbejdende Am t, a t kunne
finde Husly og S tø tte. Og naar saa Rejsen var end t, og de sad som fast-
bosiddende Mestre og Borgere, enten hjemme i deres eget Land eller paa
et fremmed Sted, hvor et P ar Pigeøjne maaske havde fanget dem ind og
holdt dem fast for stedse, saa stod Vandringens Tid dem i Mindet med
straalende Farver, som de aldrig mere skulde gense. Men Ztinften kendte
de, og den byggedes der videre paa i Mesterbroderskaberne, der fik deres
Skikke, som Svendebroderskaberne havde deres. Og M idtpunk tet i det
hele var Laden, Laugets dyreste Klenodie. En Velkomst v ar vel ra r a t have,
men den
kunde
undværes, saaledes som Københavns Bagerlaug, der, som
vi senere skal se, m a a tte undvære sin Velkomst, da der kom trang e T ider
for Lauget. Men Laden kunde ikke undværes, da alle Forhandlinger af
blot nogenlunde Betydning foregik for aaben Lade. Ulydighed mod Older
manden, Skælden og Buldren straffedes strengere, naar Laden v a r aaben,
end ellers. Meget ofte ofredes betydelige Beløb paa Ladens Udstyrelse, og
Københavns Bagerlaug har ejet en af de smukkeste Lader, der har eksi-