24 / 795
betyder den latinske eufemisme:
quædam pravæ consve-
tudines quas usu iniquo inoleuisse comperimus,
at Jacob
Erlandsen eller hans forgængere på bispestolen har ladet
fogderne og ombudsmændene opkræve en række afgif
ter, for hvilke der ikke fandtes nogensomhelst hjemmel.
Noget tvivlsommere er det, hvad der ligger bag ved
bestemmelsen om, at ingen borger skal være pligtig at
udlåne varer eller andre ting til nogen i eller uden for
staden.16 Der har formodentlig herved navnlig været
tænkt på rekvisitioner og andre tvangslån, som blev fore
taget af biskoppen eller dennes folk. Men der ligger også
i bestemmelsen et tilsagn om, at der heller ikke skal
kunne fremsættes sådanne krav af nogen uden for byen,
og det ligger da nær at tænke på, at det er eventuelle
krav fra kongens side, som borgerne skal være beskyttet
imod. Bestemmelsen er i så fald ligesom andre regler i
stadsretten udtryk for bestræbelser fra Jacob Erlandsens
side i retning af helt at frigøre København fra kongens
myndighedsområde.
Sammenligner man stadsretten af 1254 med de andre
gamle danske stadsretter, er der overhovedet væsentlig
forskel på indholdet. For de andre byretter er det karak
teristisk, at de i stor udstrækning giver regler om be
handlingen af de enkelte forbrydelser samt om ordnin
gen af familieformueretten og arveretten. Det var de
områder, på hvilke landskabslovenes regler måtte føles
mest ufyldestgørende i et bysamfund. Her levede man
på en ganske anden måde ind på livet af hinanden, end
man gjorde på landet, og kriminaliteten fik et andet
præg derved. Byerhvervene frembød også muligheder
for forbrydelsesarter, som stod i forbindelse med omsæt
ningen, f. eks. anvendelse af falsk mål og vægt, salg af
forfalskede varer o. s. v., som ikke spillede nogen større
rolle på landet som følge af den der herskende natural
økonomi. Uagtsomhed med lys og ild måtte også få en