261 / 795
S elskabet for T rykkefrihedens rette Brug
249
hed“. Molbech beklagede bittert, at man i selskabet stre
des om kompetencespørgsmål og petitionsret. Han er
klærer „enhver Tendens, der maatte attraa at gøre Sel
skabet blot til et Redskab for politiske Meningers Kamp
og Udvikling, for et Dødsprincip“ for selskabet. Kamp
mod misbrug og folkeoplysning er selskabets opgaver.
Trykkefrihed besidder landet i tilstrækkelig grad. Så
ledes er essensen af den pjece, Molbech senere udgav,
men den kan naturligvis have undergået ændringer i
mellemtiden. Gad overdrog bedømmelsen til Bang, Clau
sen og Schouw.60 Bang mente, at selskabet burde udgive
pjecen, selv om den ikke dækkede komiteens synspunk
ter. H. N. Clausen var mere kritisk, dels fandt han, at
skriftet vendte sig for voldsomt mod de liberale blade,
dels beklagede han, at forholdene fremstilledes, som om
lovgivningen var tilfredsstillende. Til slut vendte Clau
sen sig imod at indskrænke den trykkefrihed, landet
besad, ved at optræde som censurmyndighed i stedet for
at forsvare friheden. Schouw sluttede sig til Clausens
udtalelser og uddybede nærmere spørgsmålet
0111
for
eningens forsvar for trykkefriheden, måske ville selska
bets ord have tilstrækkelig vægt til at forhindre yder
ligere indskrænkninger, muligvis burde der indgives en
petition som i 1835. Resultatet blev, at skriftkomiteen
afviste pjecen, hvorefter Molbech selv lod den udgive.
Årsagen til de moderates modstand var således ikke,
at de havde en anden opfattelse end de liberale af
trykkefrihedsspørgsmålet. Forklaringen må da blive
følgende: De moderate var villige til at indlevere en
petition, hvis den som i 1835 blev indleveret af en flok
ansete borgere, men en petition indleveret af en for
ening, hvis medlemmer for størstedelen var ukendte, var
uden vægt, og et sådant skridt ville betyde, at forenin
gen blev inddraget i politik, hvilket kunne medføre fare
for dens eksistens. Endelig ville den af Lehmann og David