262 / 795
250
Sigurd N ielsen
foreslåede fremgangsmåde betyde, at magten kom til at
ligge hos generalforsam lingen, hvilket var en vederstyg
gelighed for d isse mænd. Den afgørende indflydelse
måtte ligge hos de ansete og op lyste mænd, derfor be
kæmpede Schouw og meningsfæ ller da også voldsomt,
at generalforsam lingen skulle kunne ændre § 1, d. v. s.
ændre de retningslinier, som selskabets stiftere, velgø
rere og bedste mænd havde afstukket. Den 6. juni 1837
indkaldte Schouw da de 24 stiftere til et møde til drøf
telse af et udkast, som nogle stiftere ønskede at fore
lægge de øvrige.67 Resultatet af denne drøftelse blev, at
16 stiftere (J. F. Schouw, H. N. Clausen, Stenersen Gad,
C. W. Haagen, G. Hetsch, N. Høyen, J. Deichmann, W. F.
Duntzfeldt, M. Delbanco, J. C. Drewsen, P. V. Jacobsen,
F. V. Mansa, J. Th. Suhr, S. M. Trier og H. C. Ørsted)
den 10. jun i 1837 udsendte en erklæring,68 hvori det
hed, at hvis selskabet ikke fulgte den hidtilgældendc
kurs og sikrede denne ved at erklære § 1 for en grund
lov, der angav selskabets formål, ville de 16 trække sig
ud af selskabet.
Allerede tidligere var rygter om dette skridt sivet ud,
og den 7. og 8. juni skrev Algreen-Ussing i „Københavns
posten“,69 at generalforsam lingen aldrig nogen sinde
havde erklæret § 1 uforanderlig og henviste til § 5, „at
det alene tilkommer Selskabet at give og forandre Love,
bestemme Genstandene for dets V irksomhed“. Algreen-
Ussing ønskede dog ikke foretaget noget skridt, der
kunne fremkalde en spaltning i selskabet.
Gads forslag om en forfatningsændring.
Den 12. jun i begyndte forhandlingerne om en bilæg
gelse af striden. Gad meddelte, at stifternes erklæring
ikke sku lle anses som en trusel.70 De var villige til at
forhandle om en anden løsning. Formanden skitserede
derpå det forslag, han selv var ved at udarbejde. Gad
udtalte, at selskabets store medlemstal gør det umuligt