590 / 722
576
Georg Nørregaard
taget for lang Tid, kunde Folkene risikere en ringe eller
slet ingen Udbetaling i den Uge, hvor Opgørelsen fandt
Sted. Arbejderne paastod, at det hidtil havde været Cou
tume, at de fik den normale Timeløn udbetalt for hele
den Tid, Arbejdet tog, ogsaa hvis Akkorden gav Under
skud. Daglønnen var garanteret, som det hed.18 „Et
eventuelt Overskud var et Ækvivalent for forøget An
strengelse og speciel Færdighed ved Arbejdets Udfø
relse.“
I Arbejdernes Fagblad benyttede man samtidig Lejlig
heden til at hævde, at den Ordning, det nye Reglement
krævede, var saa meget mere grel, som det i de fleste
Tilfælde var Fabrikanterne, der fastsatte Akkordpri
serne. Noget andet havde det været, hvis Smedefaget
ligesom en Række andre Fag havde haft en Akkordpris-
kurant for Fagets alm indelige Arbejder, vedtaget ved
Overenskomst mellem Arbejdere og Arbejdsgivere.19
Nu var Smede- og Maskinarbejdernes Forbund netop
ved denne Tid i Færd med at starte en landsom fattende
Revægelse for at opnaa forbedrede Arbejdsvilkaar. Paa
en Fagkongres i Odense kort Tid i Forvejen havde de
vedtaget, hvilke Krav de vilde søge gennemført, der
iblandt som Hovedpunkt en Timeløn paa 30 Øre. I Kø
benhavn begyndte samtidig Arbejdsmændene at kræve
denne Timeløn respekteret, noget, de ogsaa naaede at faa
gennemført i vid Udstrækning det følgende Aar.
Under disse Forhold var Smede- og Maskinarbejdernes
Fagorganisation ikke sen til at benytte den Uro, som Fæ l
les Værkstedsregler havde fremkaldt, til at føre Odense-
programmets Krav i Marken. Den 22. Maj sendte man
Jernfabrikanternes Forening en Protest over Værksteds-
reglerne og vedlagde selv Udkast til et Reglement, hvori
Hovedpunktet fra Odenseprogrammet var optaget. Lige
ledes tilbød man at sende Repræsentanter til at deltage i
Forhandling om Sagen i et Fællesudvalg.