177 / 179
A nm eldelser
kes det, at bogen skal lægge op til den løbende debat om byfornyelsen. Det gør den nok -
men hvordan? Arkitekterne har tydeligvis skrevet på kommunens og saneringsselskabets
præmisser. Alle de store byfornyelsesproblemer, der endnu står uløste i kvarteret, er ikke
omtalt: trafikforholdene, havnefronten, de offentlige institutioners pladsforhold og gård
arealernes karakter.
Byfornyelsens metode anfægtes ikke, og der gøres ikke rede for hvad der forsvandt ved
saneringen. At det ellers så hårde 10-punkts program, der lagde Nørrebro øde og som nu
truer Vesterbro, naturligvis kunne anvendes med succes på Gammelholm til en beva
rende sanering, får ikke arkitekterne til at stille spørgsmål. Man kunne have spurgt, om
ikke det havde været muligt at lave en samlet løsning for Gammelholm, som var meget
mere fantasirig og aktuel, levende og sprudlende i et så interessant, velbevaret og vel
beliggende kvarter.
I stedet fristes man til at tænke, om ikke Gammelholm skulle være en slags alibi for en
fortsat brug af 10-punkts programmet og at det er bogens hovedbudskab! Hvis det er til
fældet, må man håbe på, at der kommer en mere dybtgående og uvildig undersøgelse af
byfornyelsens karakter på Gammelholm.
De to arkitekter fortæller meget morsomt om postmodernismen og en af Meldahls
entusiastiske forelæsninger med budskabet: »Stemningen! Bygningens, hele anlæggets
stemning, om den vindes ved gentagelsens kunst i uhyre bygningsværker eller springer ud
af hyttens idyl i rosernes skygge, om den vækkes af blændende marmor eller drømmer
bag mosgroede mure, om den bor under sværtede bjælker eller svæver over gyldne
kupler; stemningen mine herreri Alt skal tjene til at vække stemningen!«
Set på den baggrund synes bogen en lille smule forstemmende - og spørgsmålet er, om
Gammelholm-kvarteret har fået den fornyelse og det stemningsmæssige løft, som kvarte
ret med rette fortjener. Kig selv!
Vibeke Dalgas
Herman Bang: Stuk. Danske klassikere, Det danske Sprog- og Litteraturselskab/Borgen
1987. Tekstudgivelse, Efterskrift og Noter af Paul Nørreslet. 304 s., ill.
Denne udgave af
Stuk
er udsendt i 100-året for den første udgivelse i 1887. Den handler
om København i det industrielle opsvings opstemte feberhede og var allerede i samtiden
kendt som nøgleroman. I Politikens Litteraturhistorie karakteriserer Hakon Stangerup
den som et tidligt eksempel på det, der senere skulle kaldes den kollektive roman, en for
tælling uden egentlig hovedperson, men med hovedvægten lagt på at beskrive et miljø.
Læseren opfordres til selv at læse Bangs oplevelse af København;
Stuk
er forbløffende
profetisk i sit handlingsforløb. Adskillige faghistorikere har i disse år vist hulheden af
periodens industrigiganter.
Stuk
afspejler den forlorne stemning, og læseren følges kyn
digt på vej af efterskriften og samtidens billeder. Det er genoplevelsen af denne køben
havnske grunder-periode, der står i centrum for udgiveren. Men jeg synes nok at teksten
overkommenteres i noterne. Et eksempel, der desværre ikke er atypisk, findes til side 90:
»(om en dame i handlingen, der karakteriseres som en)
lavmælt »Gaardkone«:
denne ser
175