178 / 179
A nm eldelser
vile almueadfærd er tematisk relevant, men efter kilderne ikke i overensstemmelse med
modellens stoute væsen.« - Det kan ikke være rigtigt med så nærgående en virkeligheds
konfrontation af en ting, der faktisk er skønlitteratur. Men nu foreligger
Stuk
til fornøje
lig læsning, brug efterskriften og vær varsom med noterne, de truer med at kvæle Bang.
Han er digteri
Steen Ove Christensen
Adam Garde, Vagn Spelmann, Jesper Gram-Andersen: Den Kongelige Livgardes Musik
korps. Engstrøm ir Sødrings Musikbibliotek 1, 1986. 108 s.
Det er kun en lille, lidt uanseeligt udseende bog, men hvor står der dog meget i den! For
fatterne har alle tre tilknytning til Livgarden, de to som musikere, den tredje som officer,
og de har evnet at få en masse oplysninger med, også om den øvrige danske militærmusik
og om Livgarden, uden at det er gået ud over læseligheden. Ja, undertiden er bogen lige
frem morsom! F.eks. citerer den en kongelig resolution fra 1762, hvori det bestemtes, at
alle infanteriregimenter skulle have seks hoboister, Livgarden dog otte, fordi »den store
Hob, og navnlig Nordmændene, sværme for Musik, og fordi derved bedre gaaes i Fod
slag«.
I indledningen behandles Livgardens historie og Livgardens vagttjeneste med udfør
lige skitser af vagtafløsningen på Amalienborg og et kort over den nuværende marchrute
gennem København. Det er i øvrigt noget forholdsvis nyt, at vagtparaden trækker op
med musik fra Livgardens Kaserne. Det indførtes i 1907, da den senere kong Christian X
var regimentschef.
Da Livgarden blev oprettet i 1658, bestod musikkorpset af 12 tambourer og 3 pibere. I
det historiske afsnit redegøres for den videre udvikling, hvor nye instrumenter kom til,
bl. a. »den tyrkiske musik«, frem til 1986, hvor korpset bestod af 40 musikere, foruden et
tamburkorps på en snes værnepligtige og konstabler.
Men det er ikke blot marchmusik. Bogen omhandler også korpsets »civile« funktion
som leverandør af musik til de kongelige tafler o .l., men desuden har mange musikere
gennem tiderne suppleret deres indtægter ved at spille i andre orkestre, hvad der har haft
stor betydning for det danske musikliv.
Der er et fyldigt afsnit om uniformeringen og et knapt så fyldigt om repertoiret, hvori
der gøres opmærksom på, at korpset mangler saxofonister og visse træblæsere for at være
et fuldt besat harmoniorkester, og dette gør det vanskeligt at spille mange moderne kom
positioner.
Bogen afsluttes med lister over dirigenter, stabstambourer (dem civilisterne forkert
kalder tamburmajorer) og musikere 1762-1986. Endvidere er der en diskografi, noter og
kildehenvisninger, men ikke noget stikordsregister, hvilket er beklageligt i betragtning af
bogens store informationsmængde. Den logiske disponering og indholdsfortegnelsen
råder dog bod herpå.
I forordet hedder det, at formålet med bogen er at give en let tilgængelig og tillige
grundig orientering om et af landets ældste musikkorps. Det synes at være lykkedes for
fattertrioen 100%.
Hans Kofoed
176