47
neste i A ltona (1792). Den attenaarige Weyse
skal protegere ham ved at anbefale ham til Bern-
storff og Andre.
Det gik nu saa godt for Weyse med Infor
mationer, a t han kunde tage fra Schulz (omtrent
midt i 1793) og sørge for sig selv; men nu be
gynder ogsaa Stedfaderen at blive mere og mere
nærgaaende og anholder om Laan af nogle Hun
drede Rigsdaler hos ham. J a han forlanger end-
ogsaa, at Weyse under et Paaskud skal hæve
100 Mark af de R e n ter, som han tidligere har
afstaaet til sine B rødre, og sende dem til ham.
W . skulde nemlig foregive, at han havde havt
nogle uventede Udgifter og var derfor nødt til
denne Gang selv at bruge sine Penge. Dette vilde
imidlertid W . ikke indlade sig p a a ; men han ved
blev troligen og kjærligt udholdende at arbejde for
Faderen med Hensyn til Forvalter-T jenesten, som
han imidlertid ikke fik. Det gaaer bestandig tneer
og meer tilbage for Stedfaderen, som tilsidst maa
erklære sig Fallit (1794). Hans Huus bliver solgt
til W . ’s Formynder Hellmundt, og han bliver be
standig yderligere nærgaaende i sine Anmodninger
til W . baade om Penge og om Klæder til Halv
brødrene, og, havde han ikke Penge selv, kunde
han »vel nok faae dem tillaans hos en eller anden
Ven« (!). Weyses rige Hjerte fornægter sig ikke;
han sender Faderen Penge og Klæder til Brødrene,
som »hoppe af Glæde« derover.