245 / 273
grundlovens § 73 - altså en besvarelse uden fremtidsvisioner på
dette område.
Ole Krarup har valgt at give en sammenhængende fortolkning
a f § 73, således at der i parentes () henvises til spørgsmålene.
Fremstillingen er desuden suppleret med en direkte besvarelse
a f spørgsmålene 4, 5 og 8 og endelig henviser Ole Krarup til en
artikel a f professor Bent Christensen (hvis synspunkter jeg selv
har forsøgt at referere).
Ole Krarup:
»De fleste a f de opstillede spørgsmål vedrører grundlovens be
skyttelse a f den private ejendomsret. Blandt grundlovens fri
hedsrettigheder er der ingen, der har en så omfattende juridisk
og politisk betydning som ejendomsrettens beskyttelse. Den
tvungne ejendomsafståelse, der omhandles i grundlovens § 73,
stk. 1, er identisk med, hvad der i sædvanlig sprogbrug kaldes
ekspropriation (ad 1 og 3). Grundtvig fandt på den grundlov
givende rigsforsamling i 1848-49, at det tjener vort modersmål
til ære, at det ikke kender nogen glose for noget så afskyeligt,
noget der kaldes ekspropriation. Det er ikke nødvendigt i dag at
argumentere for, at f. eks. anlæg a f en offentlig vej kun vil
kunne gennemføres, dersom det offentlige har mulighed for at
kræve tvangsmæssig ejendomsafståelse, altså ekspropriation af
privat grund (ad 2 og 3).
Men ekspropriation er bundet til strenge betingelser. Indgre
bet kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning. K ra
vet om lovhjemmel betyder, at administrationen, f. eks. ministe
rier eller kommunalbestyrelser, ikke har adgang til at ekspropri
ere uden at det fremgår a f lovgivningen, at netop det bestemte
formål, man ønsker at fremme, kun kan ske ved hjælp a f eks
propriationer (ad 2 og 3).
Dette giver selvsagt anledning til megen politisk uklarhed.
Hvad ét parti anser for nødvendigt af hensyn til almenvellet,
f. eks. ekspropriation til boligbyggeri, kan af et andet parti blive
bedømt som et voldsomt indgreb i den private ejendomsret
(ad 2).
Det praktiske spørgsmål er imidlertid, om der findes nogen
16*
243