96 / 108
Brugsmæssige forskelle ved 3-, 5- og 10-etagers boligbyggeri
A f a rk itek t
m .A .A .
E d v a rd H eiberg
I det foregående afsnit har man - for at kunne foretage
en økonomisk sammenligning mellem huse med 3, 5 og
10 etager - tilstræbt at opnå ligeværd i de tre tilfælde.
Det har vist sig, at dette kun tilnærmelsesvis har kunnet
opnås, hvad den rent økonomiske sammenligning
angår, fordi der f. eks. i de høje huse optræder former
som er dikteret a f særlige forhold og krav, men som
ikke direkte kan sammenlignes med de tilsvarende
former i den halvhøje byggeform, og at man - for
at opnå denne økonomiske ligeværd - har måttet
gøre vold på opgaven ved at gøre de forskellige
former teoretisk sammenlignelige.
Et 1 o-etagers hus er nemlig i praksis ikke blot en
fordobling a f et 5-etagers hus med de deraf følgende
forøgede krav til konstruktion, tekniske installationer
0. lign. Det 1 o-etagers hus vil i praksis være
en anden
beboelsesform
end det 5-etagers, som igen adskiller sig
fra det 3-etagers.
Dette vil ikke blot medføre andre lejlighedstyper,
men i sidste instans en anden måde at bo på - med an
dre fordele og mangler end den lavere bebyggelse har.
I virkeligheden
få r man en forskellig vare fo r sine penge
,
eftersom man bygger et højt eller et lavt hus,
en vare, der
er forskellig - ikke i kvalitet -
men i karakter.
Der skal derfor i dette kapitel søges belyst, hvilke for
skelle der egentlig ligger i de brugsmæssige værdier (ka
rakteren) a f et 3-etagers, 5-etagers og 1 o-etagers hus.
Da forskellen mellem 3- og 5-etagers huse som regel
ikke vil gøre sig stærkt gældende, vil disse 2 kategorier
i mange tilfælde sammen blive betegnet som
halvhøje
huse
i modsætning til de 1 o-etagers, der vil blive
betegnet som
højhuse.
I de høje huse vil forskellen
desuden navnlig - men ikke udelukkende —gøre sig
gældende for lejligheder i de øvre etager.
1. Byplanmæssige forskelle:
Når en bygherre eller et byråd skal tage stilling til,
hvorvidt der skal bygges „højt eller lavt“ , må et a f
de første hensyn, der skal overvejes, være de byplan
mæssige.
Hvad opnår man byplanmæssigt ved at koncentrere
bebyggelsen i forholdsvis høje huse, og hvad opnår
man ved at sprede den i halvhøje huse?
1.1 Større friarealer og lysafstande
Ved at koncentrere byggeriet på færre og højere huse
vil man opnå større friarealer mellem husene.
Forudsætningen for en sammenligning må være, at
man går ud fra den samme udnyttelsesgrad (det vil
sige: bruttoetagearealet divideret med grundens
bruttoareal).
Ved en bestemt udnyttelsesgrad - f. eks. 1,0* - vil
* Max. udnyttelsesgrad for statsstøttet boligbyggeri normalt
°j
75
j
i reglen under 0,5.
Fig. 1. En sammenligning mellem 3- og 3-etagers bebyggelse i parallelle blokke med
omtrent det samme antal lejligheder (Gropius: Rationelle bebauungsweisen)
Fig. 2. Belysning af en bebyggelse med 3,
5
og 10 etager, med given solvinkel og ud
nyttelsesgrad 1.o der viser, at ved3 etagers bebyggelse er hele arealet mellem de parallelle
husrækker dækket a f skygge, ved 5 etager
3/4
og ved 10 etager
2/s
dækket a f skygge
det altså sige, at hvis man kun bygger i een etage,
skulle grunden helt overdækkes (etageareal = . grun
dens areal). Ved 3-etagers bebyggelse vil grundens
friareal blive ca. 2/3 a f grunden, - ved 5-etagers:
4
/s -
og endelig ved 1 o-etagers bebyggelser bliver grun
dens friareal
9/I0
a f grunden.
Ved en bebyggelse med parallelle blokke med 10 m
husdybde, en udnyttelsesgrad = 1,0, vil ved 30° sol
højde og solstrålerne vinkelret på blokkenes længde
retning hele friarealet være beskygget ved en 3-etagers
bebyggelse, -
3
/4 ved 5-etagers og 2/3 ved 1 o-etagers
bebyggelse.
Dette kan naturligvis friste myndighederne til at
tillade en højere udnyttelsesgrad ved højere huse,
fordi friarealet alligevel kan få en rimelig størrelse
og belysning.
Dette må der alvorligt advares imod. En a f fordelene
ved den højere bebyggelse vil derved forspildes,
ligesom det ville blive vanskeligt at holde igen på
udnyttelsesgraden ved andre byggeformer. Det må
også fremhæves, at tilladelse til en forøgelse a f ud
nyttelsesgraden ved højere bebyggelser kunne friste
til at opføre højhuse, hvor forudsætningerne for en
9