Bellahøjhusbyggeri

K l. 10

Kl. i i

Fig. 3. Slagskygger på hojliuse, fotograferet i januar måned

sådan byggeform ikke er tilstede. Mulighederne for

en objektiv bedømmelse af, om et højhus eller en la

vere byggeform bør foretrækkes, kan derved blive

vanskeliggjort.

Ved Bellahøj er udnyttelsesgraden f. eks. ca. 0,98

(efter loven 1,0), og man tør vel sige, at denne ud

nyttelsesgrad i virkeligheden er for høj. Skyggedan

nelserne fra nabohusene om vinteren, når solen står

lavt, medfører, at der er lejligheder, som kun glimt

vis bliver belyst a f solen på denne årstid.

Selvom man bygger højt, er en udnyttelsesgrad til

boligbyggeri på ca. 1,0 således som regel en for stærk

udnyttelse.

Mange mener, at friarealer ved høje bebyggelser i

mindre grad kan udnyttes til rekreation, da de er så

„overbegloet“ fra vinduerne i alle etager, Je g tror

dog, man må fastslå, det er ret ligegyldigt, om man

- når alt kommer til alt - er „overbegloet“ fra 3, 5

eller 10 etager.

Derimod er lævirkningen ved den høje bebyggelse

som regel ringere end ved den lave. Lævirkningen

a f en bebyggelse vil groft sagt være omvendt pro

portional med solbelysningen —dele a f de store fri

arealer vil være dårligere beskyttet mod vind ved

G R U N D U D G lF TER-'M E S i N t v m . K . N ! N G P Å

Fig. 4. Grundudgifter, anlægssummer, husleje. Tegningen viser grundudgifternes indvirk-

nirig på anskaffelsesudgifterne og huslejen med skiftende udnyttelsesgrad, idel der meden ud

nyttelsesgrad a f o,ois er regnet med parcelhuse, —med 0,3: rækkehuse, —med 0,6: halv

høje huse og med 1,0 : højhuse.

(

P . Skole Overgård i referatfra 17. danske byplanrmde)

K l. 13

den høje bebyggelse. Dette kan naturligvis modvirkes

ved beplantning, når denne er vokset til, og dette

er måske en rigtigere måde at skabe læ på end ved

at bruge husene som læskærme.

1.2

Kortere og billigere adgangsveje og tilførselsledninger

En koncentreret bebyggelse med højhuse kan i mange

tilfælde give korte og billige adgangsveje og tilførsels

ledninger.

I disse tilfælde vil de i o-etagers huse altså stille sig

noget gunstigere i forhold til den lavere bebyggelse,

end de økonomiske tabeller har vist. Da dette kor

rektiv dels er så relativt lille, dels for vort lands ved

kommende hidtil er utilstrækkeligt belyst, har man

ikke ment at kunne medregne modningsomkostnin

gerne i den økonomiske sammenligning. En generel

undersøgelse a f disse forhold er meget kompliceret

og afhængig a f bebyggelsesplanerne, mens en under

søgelse for det enkelte projekt er meget simpel og

bør foretages, hvor „modningsudgifterne“ kan få be

tydning for valget a f bebyggelsesform.

I Sverige er der redegjort for disse forhold ved for

skellige lejligheder. Allerede den svenske boligsociale

redegørelse fra 1935 (bygmester Olle Engqvist og

arkitekt Sv. Wallander) har taget dette forhold op til

undersøgelse. Undersøgelsen viste, at modningsom

kostningerne til vej, ledninger o.

. i Sverige (med

stengrund) varierer fra ca. 8 kr./m2 etageareal for 9

etager (15 m dybe) til ca. 14 kr./m2 for 5 etager ( 11 m

dybe), - ca. 16 kr./m2 for 3 etager ( 11 m dybe) og ca.

20 kr./m2 for 2 etagers huse (8 m dybe).

Senere er der i redegørelsen fra Stockholms Stads

plankontor 1950 (arkitekt Goran Sidenbladh) påvist,

hvordan modningsudgifterne (veje, ledninger) belaster

det høje hus relativt mindre end det lave. Differen

cerne er imidlertid ret små, når det drejer sig om

højere bebyggelser. Således vil forskellen i husleje

hidrørende fra grundudgifterne -f- vej -f- have -f- led

ninger, ved en udnyttelsesgrad på 0,6 på halvhøje

huse (3-etager) og ved en udnyttelsesgrad på 1,0 på

højhuse, kun blive ca. 1 kr. pr. m2 årlig. Variationerne

i modsætningsudgifter må dog regnes i væsentlig grad