460 / 494
44 9
»Danskeren« 1849, »var saa megen Tale om Folke-
raadets Indretning og Afdeling, Valgretten og Valg-
maaden, og saa megen Tvist mellem de saa kaldte
»liberale og konservative«, da stræbte jeg, vistnok ind
til videre forgjæves, men dog saa levende og tydelig,
som jeg kunde, at bortvende Opmærksomheden fra
Fægtningen i Luften om Forholdet imellem »det løbske
og stædige« og om, hvormange Rigsdalers Skat der
stillede den sikreste Borgen for Vælgernes gode Hoved
og Hjærte, og at henvende Opmærksomheden paa det
Folk og Rige, vi alle tilhøre, og paa de virkelige For
hold mellem det gamle danske Folk og de ny Stæn
der, som vi havde at ordne. Jeg indskærpede nemlig,
at skjønt det vistnok med alle borgerlige, ja med alle
menneskelige Ting, til Jævnshold er klogest at fare i
Mag, saa opnaaedes det dog ingenlunde ved at skabe
to lige stærke Magter, hvoraf den ene holdt lige saa
meget igjen, som den anden trak til, da man lige saa
lidt kom nogen Vej med to saadanne modsatte Kræfter
i Ligevægt som med en stædig og en løbsk Hest, der
var lige stærke, og at dersom det kun var den gamle
Slendrian, vi vilde beholde, da var det klogest slet
ingen Rigsdag at holde og at overlade alt som før til
Kollegierne og Juristerne, som vi af Erfaring vidste
mindst af alle stod Fare for at forhaste eller forløbe
sig. — Jeg bad derhos mine kjære Landsmænd be
tænke, at naar det, som jeg troede, var vort fælles
Ønske, at alle de kunstige Stænder af tysk Byrd saa
snart som muligt maatte opløse sig i Folket af dansk
Art, og naar det, som vi havde mærket, dog ikke lod
sig gjøre til Gavns i et Øjeblik, om det ikke da var
Fr. W. H orn: Grundtvigs Liv og Gjerning.
29