Previous Page  151 / 651 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 151 / 651 Next Page
Page Background

Udvalgs,

idet

Løjernes Repræsentanter

netop havde fremhævet Betydningen

af, at Nybyggeriet blev undtaget fra Huslejelovens Bestemmelser i ioAar. For en

overfladisk Betragtning kunde det synes, som om Nybyggeriet ikke kunde ind­

vende stoit imod at komme ind under Huslejelovens Regler, da ingen formente

det Ret til i første Omgang at fastsætte sine Lejepriser efter eget Tykke. Ved

at inddrage Byggeriet opnaaede man imidlertid, at dette maatte

befrygte en

senere Behandling,

der kunde ødelægge dets Rentabilitet, og at det derfor

maatte

forlange en Risikopræmie i Form af en højere Husleje

end maaske nød­

vendigt i Øjeblikket. Og dette vil altsaa sige, at den nævnte Lovbestemmelse

paabyrdede Lejerne en højere Leje,

end Bygherrerne ellers vilde forlange, og

foraarsagede Mangel paa Egalitet indenfor Lejeforholdene. Vil man bebrejde

de private Bygherrer, at de beregnede sig en Risikopræmie, maa man først

erindre sig, at Virkningen af Brud paa økonomiske Love nu engang ikke lader

sig standse, og derhos at Tiden og Udviklingen

netop har vist, at de beregnede

Risikopræmier tilmed har været for smaa.

A. LOV OM LEJE

EN LO V AF

1938

SUSPENDERER ADGANGEN TIL OPSIGELSER

BURDE STØDET VÆRE TAGET I

1938

?

Det, som fik Lejelovens bitre Pille til at glide gennem Rigsdagen, var, at der

tilsyneladende var taget et Hensyn til beggeParter. Lejerne fik

— naar et Prøve-

aar, hvor Ejeren skulde se sine Lejere an, var overstaaet —

ved Loven tilstaaet

2 å g Aars Perioder, hvor de ikke kunde opsiges. Ejerne paa deres Side fik Ret

til foruden i Prøveaaret at regulere Lejeforholdene efter Udløbet af 2 å g Aar.

Disse Bestemmelser, som næppe naaede at faa praktisk Betydning, gav altsaa

Ejerne Ret til 2 å 3 Aar efter Lovens Ikrafttræden at

foretage en saadan Række

Opsigelser, at man udregnede, at det for Københavns Vedkommende kunde

blive 150.000 eller mere i 1938 og

1939

-

-^er hører ikke megen Fantasi til paa

Forhaand at kunne forstaa, at Bestemmelsen i Loven om,

at Ejeien skulde have

Ret t il at opsige hvert 3. Aar,

var i den Grad en udelukkende teoi etisk Kon­

struktion af politisk uigennemførlig Art, at den

maatte fremkalde en saadan

Storm fra Lejernes

Side, naar Tidspunktet for de mange Opsigelsei indtraf, og

at Bestemmelsen maatte blive en

Narresut

for Ejerne.

Dette

forudsagdes

i vor Henvendelse til Rigsdagsudvalget, og

Forudsigelsen

kom til at holde Stik.

Med den urigtige Begrundelse, at Boligreserven 1 Køben­

havn og paa Frederiksberg endnu fandtes at væie for lille, gennemførte Inden

151