![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0149.jpg)
Udvalgs,
idet
Løjernes Repræsentanter
netop havde fremhævet Betydningen
af, at Nybyggeriet blev undtaget fra Huslejelovens Bestemmelser i ioAar. For en
overfladisk Betragtning kunde det synes, som om Nybyggeriet ikke kunde ind
vende stoit imod at komme ind under Huslejelovens Regler, da ingen formente
det Ret til i første Omgang at fastsætte sine Lejepriser efter eget Tykke. Ved
at inddrage Byggeriet opnaaede man imidlertid, at dette maatte
befrygte en
senere Behandling,
der kunde ødelægge dets Rentabilitet, og at det derfor
maatte
forlange en Risikopræmie i Form af en højere Husleje
end maaske nød
vendigt i Øjeblikket. Og dette vil altsaa sige, at den nævnte Lovbestemmelse
paabyrdede Lejerne en højere Leje,
end Bygherrerne ellers vilde forlange, og
foraarsagede Mangel paa Egalitet indenfor Lejeforholdene. Vil man bebrejde
de private Bygherrer, at de beregnede sig en Risikopræmie, maa man først
erindre sig, at Virkningen af Brud paa økonomiske Love nu engang ikke lader
sig standse, og derhos at Tiden og Udviklingen
netop har vist, at de beregnede
Risikopræmier tilmed har været for smaa.
A. LOV OM LEJE
EN LO V AF
1938
SUSPENDERER ADGANGEN TIL OPSIGELSER
BURDE STØDET VÆRE TAGET I
1938
?
Det, som fik Lejelovens bitre Pille til at glide gennem Rigsdagen, var, at der
tilsyneladende var taget et Hensyn til beggeParter. Lejerne fik
— naar et Prøve-
aar, hvor Ejeren skulde se sine Lejere an, var overstaaet —
ved Loven tilstaaet
2 å g Aars Perioder, hvor de ikke kunde opsiges. Ejerne paa deres Side fik Ret
til foruden i Prøveaaret at regulere Lejeforholdene efter Udløbet af 2 å g Aar.
Disse Bestemmelser, som næppe naaede at faa praktisk Betydning, gav altsaa
Ejerne Ret til 2 å 3 Aar efter Lovens Ikrafttræden at
foretage en saadan Række
Opsigelser, at man udregnede, at det for Københavns Vedkommende kunde
blive 150.000 eller mere i 1938 og
1939
-
-^er hører ikke megen Fantasi til paa
Forhaand at kunne forstaa, at Bestemmelsen i Loven om,
at Ejeien skulde have
Ret t il at opsige hvert 3. Aar,
var i den Grad en udelukkende teoi etisk Kon
struktion af politisk uigennemførlig Art, at den
maatte fremkalde en saadan
Storm fra Lejernes
Side, naar Tidspunktet for de mange Opsigelsei indtraf, og
at Bestemmelsen maatte blive en
Narresut
for Ejerne.
Dette
forudsagdes
i vor Henvendelse til Rigsdagsudvalget, og
Forudsigelsen
kom til at holde Stik.
Med den urigtige Begrundelse, at Boligreserven 1 Køben
havn og paa Frederiksberg endnu fandtes at væie for lille, gennemførte Inden
151