264 / 428
hørt. Benknusningsmaskinen blev dog staaende i Hospitalet, og
en Række Aar senere omtales den paany.
Kritikken i den følgende Tid over Maden var ellers rettet
imod Grøden, som gaves meget rigeligt. Et af Datidens Smaa-
blade siger endogsaa, at man af Grødens Rigelighed tog An
ledning til at kalde Hospitalet Grødslottet1 ). Der er næppe
Tvivl om, at Klagen var berettiget. Der var i de Aar efter
Sparekommissionens Undersøgelser en Tendens til at knibe,
hvor man kunde, ogsaa paa Maden. For Eksempel blev der
i 1833 rettet en Forespørgsel til Overlægerne, om man til Søbe-
kaal for Lemmerne kunde benytte Ægopodium podagraria,
d. v. s. Skvalderkaal. Overlægerne sagde Nej, og hermed bort
faldt Sagen, men Kaal kunde jo dog gro paa Fattigvæsenets
egne Jorder, om galt skulde være. Bladet “ Politivennen” kri
tiserede meget haanende Brugen af de omtalte Surrogater som
Næringsmidler2).
Det var Besparelseskommissionen af 1828, som atter skæn
kede Indretningen sin Opmærksomhed. Efter at Kommissionen
havde endt sine Arbejder, blev Justitsraad P. M. Peterson
1. November 1833 beskikket som Medlem af den administre
rende Direktion med Fattigvæsenets Industri under sig, og han
syntes, at Bensuppe skulde genoptages. Han mente, at Ben-
pulveret igen maatte i Brug. Paa Alm. Hospital henlaa en
Papinspotte, den skulde nu indmures til deri at afkoge Kødben
deres Kraft, og samtidig blev en Jemstøder til Benknusning
istandsat til den Maskine, som man alt havde paa Hospitalet.
Blandingsbrød
8)
Et kgl. Reskript af 3 1. Oktober 1800 bevilgede, at i Betragt
ning af Omstændighederne maa Blandingsbrød af Rug, Byg,
Hvede, Ærter og Kartofler bages af Bagerne og sælges. Dette
Kartoffelbrød fik naturligvis Indpas i Fattigvæsenet, som fra
1800 havde et eget Bageri paa Opfostringshuset. Det blev snart
“ Raketten med Stjæ rner” 1836 den 23. April. 2) 1806 Nr. 4 5 1.
3 ) Copiebog L itra L . Nr. 358.
2 4 8