263 / 428
især med Ærter; hvornæst man anmoder om Indberetning
angaaende Prøvekogningernes Udfald, og i hvad Forhold Been-
pulveret og Beendeigen kunne bruges i Stedet for Kød1 ).
Prøver med Benpulver blev anstillede under Fattigvæsenet
med det Resultat, at de Fattige med Behag spiste Maden, men
vedvarende og paalidelige Prøver kunde ikke anstilles, da Øko
nomien paa Fattigvæsenets Stiftelser efter Accord var over
draget Spisemestrene og andre.
Kritikken over Bensuppen var, som nævnt, ret haard, og det
var naturligvis ikke uden Grund. Dr. G. L. Baden skrev om
“ den for Ro i vore Grave frygtelige Bensuppe”2), og fra selve
Direktionens Midte lød Spotten ugenert over den. Det fortælles
saaledes om en af Direktørerne, Købmand
Ole Lund,
bekendt
fra den Kierkegaardske Familiekreds, i hvilken han paa Grund
af sin Dragt kaldtes “ Grønne Lund” , at da der var Tale om
at indføre Besparelse ved Bensuppen, forbitrede det meget
Lund, som havde megen Interesse for Fattigfolk, og da der
netop samtidig var mange Oldenborrer, medens det Spørgs-
maal, hvorvidt de paa en eller anden Maade kunde anvendes,
tilfældigvis blev gjort, svarede Lund spydigt: “ Jo, dem kunde
de Herrer jo passende bruge til Boller paa Bensuppen”3).
Om Udfaldet af Bensuppekogningen paa Alm. Hospital ind
berettede Hospitalets Inspektør, Baumann, ved en senere Lej
lighed, at Kogning fandt Sted fra i. November 1808 til 24.
Juni 1809 en Gang ugentlig, og fra 24. Juni til 2. September
1809 ikkun 8 Gange. Suppen blev givet til de Lemmer, som
vilde have den, foruden deres sædvanlige daglige Kost. En Del
Lemmer modtog Suppen i Begyndelsen, men hentede den ikke
senere, og man fandt det upassende at paanøde dem den. Her
efter fraraadede Stadsfysikus, Professor Hoppe, at tilvirke en
ren Bensuppe, men raadede til at koge den saaledes, at Ben
suppen kunde bruges til at forbedre Hospitalets sædvanlige
Suppe med, men hermed var den jo som selvstændig Ret op-
*) Formands Protokol 18 11 8. Aug. 2) Athene, Januar 1815 S. 46.
,i)
Henriette Lund : Erindringer fra Hjemmet 1909 S. 75 ff.
247