204 / 221
Anita Kildebæk Nielsen
re ung amatør med et lille kemilabo
ratorium i kælderen. Man skulle de
facto helst have taget en del kemi
undervisning på en videregående læ
reanstalt.
Det eneste område, hvor Kemisk
Forening virkelig forsøgte at slå sin
stilling fast som landets (eneste?) au
toritet på det kemiske område, var -
og er - på spørgsmålet om kemisk no
menklatur. Spørgsmålet om, hvad
grundstofferne og de kemiske forbin
delser hedder - ikke bare i universi
tetslærebøgerne, men også i skolebø
gerne og i dagligdagen - har optaget
foreningen gennem hele 1900-tallet.
Man forsøgte sig så tidligt som i 1906
med at udvikle en uorganisk nomen
klatur i overensstemmelse med inter
nationale standarder for navngivning
af kemiske forbindelser. Bla. afskaf
fede man H. C. Ørsteds gamle navne
for grundstofferne ilt (oxygen) og brint
(hydrogen) og gik over til de interna
tionalt gældende navne, som har den
store fordel, at der er overensstem
melse mellem grundstofnavnet og det
kemiske symbol, der er tilknyttet
grundstoffet. Men på trods af, at ke
mikersamfundet modtog den nye no
menklatur positivt, og den blev ind
ført i universitetslærebøgerne, så blev
foreningens anmodning til Ministeri
et for Kirke- og Undervisningsvæse
net om at gøre den til dansk stan
dard afslået. Ministeriet ville ikke an
befale nogen nomenklatur, da der
skulle være størst mulig frihed for
skolerne og lærerne til at »ordne
Undervisningen efter dens [skolens]
bedste Skøn«, som det hed i svaret til
foreningen.17 Det lykkedes ikke Ke
misk Forening hverken dengang eller
senere at overbevise danskerne om
fordelene ved et internationalt stan
dardiseret kemisk sprog.
På andre områder blev Kemisk
Forening dog op gennem 1900-tallet
anerkendt som en autoritet; lidt til
fældigt måske, for det var ikke noget
man arbejdede aktivt på i forening
en. Det var i høj grad de videnska
belige foreningers formål - i al be
skedenhed - at skabe rammer for et
socialt samvær for en gruppe perso
ner med fælles interesser. Man øn
skede nok med foreningsdannelserne
at markere sin autonomi og sin af
grænsning i forhold til andre viden
skabelige discipliner, men man var på
ingen måde aggressiv i sin »markeds
føring«.
På nogle måder minder foreninger
ne om de engelske klubber, hvor man
efter nøjere optagelsesregler kan mø
de ligesindede under uformelle om
stændigheder. Det samme gjaldt må
ske i endnu højere grad »Selskabet:
den korslagte Kniv og Gaffel« - eller
retteligt: Danmarks Naturvidenska
belige Samfund, der blev oprettet i
1911. Det polemiske tilnavn fik sel
skabet af et medlem, som tilsynela
dende syntes, at selskabet havde ud
viklet sig til en middagsklub, hvor det
oprindelige formål var trådt for me
get i baggrunden. Dette var ellers al
ære værd.
Bag selskabets idé stod industri
manden og kemiingeniøren G. A. Ha-
gemann (1842-1916), der på oprettel
sestidspunktet var direktør for Poly
teknisk Læreanstalt og mangeårigt
medlem af Københavns Borgerrepræ
sentation.18 Han havde tidligere væ
ret med til at grundlægge førnævnte
Dansk Ingeniørforening. Han stod,
med Paul Bergsøes terminologi, med
et ben i både Ai og A
2
klassen, og det
var netop det forhold, han benyttede
sig af. Hagemann var fremskridtsop
timist af natur, og optimismen var
2 0 0