206 / 221
Anita Kildebæk Nielsen
blev overværet af toppen af Ai-klas-
sen: statsminister Klaus Berntsen,
kultusminister Jacob Appel og uden
rigsminister W. Ahlefeldt-Laurvig.
Den engelske kemiker og Nobelpris
tager Sir William Ramsay talte, og ef
ter foredraget var der souper på Ho
tel Phoenix, hvor professor i kemi og
festtaler par excellence Einar Biil-
mann holdt hovedtalen. Blandt de se
nere foredragsholdere var andre No
belpristagere som fysikerne Ernest
Rutherford og Marie Curie og peni
cillinets opdager Alexander Fleming.
Samfundet havde også danske fore
dragsholdere og arrangerede jævnligt
ekskursioner og konferencer.
Imidlertid er det ikke en for hård
dom at fælde over Danmarks Natur
videnskabelige Samfund, at forening
ens betydning primært var indirekte.
Det er svært at dokumentere, at de
udenlandske besøg faktisk havde en
stimulerende effekt på udviklingen af
en dansk naturvidenskabeligt baseret
kultur. Der er imidlertid ingen tvivl
om, at selskabets prestige var meget
stor sammenlignet med de andre vi
denskabelige foreningers. Samfundet
var med sine elitære gæster i stand
til at opnå pressens bevågenhed og
var derigennem med til at øge dansk
naturvidenskabs prestige på den na
tionale scene, og opbygge et billede af
dansk naturvidenskab som værende
på internationalt (Nobelpristager)ni-
veau. Varig indflydelse fik selskabet
gennem udgivelsen af det populærvi
denskabelige tidsskrift
Naturens Ver
den,
der fortsat udkommer, trods Dan
marks Naturvidenskabelige Sam
funds nedlæggelse i 1993.
Man kan måske sige noget tilsva
rende om Danmarks uden tvivl mest
prestigefyldte videnskabelige klub,
Det Kongelige Danske Videnskaber
202
nes Selskab. Selskabet havde i første
halvdel af 1900-tallet omkring 65
medlemmer, valgt efter forslag fra an
dre medlemmer og ud fra et kriteri
um om faglig fortjeneste snarere end
formel uddannelse eller ansættelse.
Det var altså ikke et formelt kriteri
um for at blive medlem, at man var
professor eller havde erhvervet sig en
doktorgrad, men i praksis var det
næsten altid gældende. Som en kom
mentator skrev i 1943, så var med
lemsskab af
»Videnskabernes Selskab«
»en af de fineste Æresbevisninger en
dansk Videnskabsmand kan opnaa«.2
Men som Olaf Pedersen bemærke
de i selskabets 250-årsskrift, så blev
den yngre, akademiske generation
holdt ude i kulden.23Selskabet var fra
1866 opdelt i en historisk-filosofisk og
en naturvidenskabelig-matematisk
klasse, hvoraf især den sidste fik fle
re medlemmer i sidste halvdel af
1800-tallet. De befandt sig dog alle
arbejdsmæssigt i den rene, ikke-an-
vendte videnskabs sfære. For »
Viden
skabernes Selskab«
var - og er - den
rene videnskabs selskab. Her var in
gen forsøg på at skabe bro mellem vi
denskabernes dyrkere og aftagere, og
på den måde stod selskabet i kontrast
til »
Danmarks Naturvidenskabelige
Samfund«.
Dette ses også i selektionen af hvil
ke professorer, der valgtes som med
lemmer. Hvis man f.eks. ser på hvil
ke kemikere, der blev indvalgt i 1900-
tallet inden 2. verdenskrig, så ser
man, at 7 af de 10 optagne medlem
mer var professorer i kemi på ind-
vælgelsestidspunktet, mens de reste
rende 3 blev det efter optagelsen.24
Der var imidlertid 8 andre professo
rer i kemi i perioden, som aldrig op
nåede indvælgelse. Det interessante
er, at af de 8 var de alle på nær en