207 / 221
En sluttet kreds
enkelt professorer i teknisk eller an
vendt kemi og dermed ansat uden for
universitetet. Var man professor i ke
mi ved universitetet (og dermed »rig
tig« akademiker) var man altså så
godt som sikker på før eller siden at
blive tilbudt medlemsskab af Viden
skabernes Selskab, mens dette langt
fra var tilfældet, hvis man f.eks. var
professor ved Landbohøjskolen eller
Farmaceutisk Læreanstalt.
Hvad fik naturvidenskabsmændene
og det naturvidenskabelige miljø så
ud af medlemsskabet af Videnskaber
nes Selskab i første halvdel af 1900-
tallet? Der er ingen tvivl om, at sel
skabet som social klub fungerede godt.
Medlemmerne havde i selskabet mu
lighed for at tale med (andre) med
lemmer af den akademiske elite og
således fremme deres egne interesser
i forbindelse med f.eks. publikationer,
stillingsbesættelser eller fundraising.
Selskabet gav også via sine fore
dragsaftener, med foredrag fra både
den humanistiske og den naturvi
denskabelige afdeling, medlemmerne
mulighed for at få indblik i andre vi
denskaber end deres egen - på den
måde har selskabet forsøgt at gå imod
den accelererende specialiseringsten
dens, som kendetegner den videnska
belige verden i dag. Tilbage til det na
turvidenskabelige miljø gav selskabet
i tidligere tider understøttelse af stør
re videnskabelige projekter, men de
igangsatte forsknings- og publika
tionsprojekter, der blev sat iværk i
1900-tallet var typisk ikke-naturvi-
denskabelige. Forskere kunne gennem
selskabets prisopgave-system opnå
akademisk hæder uden for de højere
læreanstalters system. Man udskrev
med mellemrum prisopgaver, hvis be
svarelse kunne belønnes med sølv
eller guldmedalje og et varierende
pengebeløb. Systemet var en pendant
til universitetets prisopgavesystem,
som også udløste belønning i medal-
jeform.
Den vigtigste funktion for Viden
skabernes Selskab i forhold til det na
turvidenskabelige samfund var utvivl
somt bestyrelsen af Carlsbergfondet.
Fondet var blevet oprettet i 1875 af
Carlsbergs stifter, brygger J. C. Jacob
sen med den klausul, at det skulle
bestyres af
» Videnskabernes Selskab«.
Det var et af de rigeste private fon
de i Danmark og det, som gav mest
til naturvidenskaberne.25Mellem 1876
og 1926 uddelte Fondet omkring 9
mill. kroner i understøttelser.26
I pagt med ånden i Videnskabernes
Selskabs indvælgelseskriterier gav
fondet primært støtte til de veletab
lerede videnskabsmænd - man skul
le have bevist sit værd som forsker
for at kunne opnå økonomiske mid
ler fra Carlsbergfondet. De unge for
skere kunne eksempelvis opnå under
støttelse ved at en ældre forsker an
søgte om at få dem ansat som viden
skabelige assistenter, men ellers måt
te de søge midler andetsteds.
Hvis man igen ser på kemikernes
bevilgede ansøgninger i de første 40
år af 1900-tallet, så var de personer,
der fik bevillingerne, enten professo
rer på tildelingstidspunktet, eller de
blev det senere. Kun meget få af de
bevilgede beløb gik til personer, som
lå i det akademiske miljøs periferi el
ler som var ansat udenfor de højere
læreanstalter. Faktisk gik omkring
halvdelen af de kemiske bevillinger
til blot 3 personer: Einar Biilmann,
J. N. Brønsted, begge professorer ved
universitetet, og Niels Bjerrum.27
Sidstnævnte var ganske vist lidt i pe
riferien, idet han var professor på
Landbohøjskolen, men han var en
203