200 / 221
Anita Kildebæk Nielsen
reanstalter i de første tiår af det nye
20. århundrede: »Han [det var stadig
en han] er langt fra de ældre Tiders
nærsynede og distræte Professortype;
han lugter ikke af gammel Snavs og
daarlig Tobak; han kører paa Cykle
og dyrker sin Sundhed ved Gymna
stik og kolde Afvaskninger«. Der
understreges en ny seriøsitet fra de
studerendes side i modsætning til tid
ligere tiders Hostrupske evigt-ube-
kymrede studenter. Men, som forfat
terne fortsætter, »(o)m han er elsk
værdigere, er en Smagssag; i hvert
fald har han ikke ringere Tanker om
den Betydning, hvormed en Doktor
hat forlener sin Indehaver. Ganske
stiltiende er den moderne Dr. phil. ved
at udvikle sig til en Art verdslig Sjæ
lesørger (...) [der] siger det endelige
Ord om, hvad Offentligheden bør tro
og mene. Og heller ikke er han alt
for naadig, naar Lægprædikanter for
søger at rokke hans Autoritet«.9
Det var forfatternes pointe, at der
siden det repræsentative demokratis
indførelse i 1848 var sket en ændring
i akademikernes selvopfattelse. Hvor
så »godt som alle de Navne, der hav
de Klang i Datidens Danmark, til
hørte Akademikere«,10var situationen
i begyndelsen af 1900-tallet en anden.
Akademikerne var ikke længere (de
eneste) »Herrer i Aandernes Rige«,
men måtte bla. i kulturradikalismens
navn acceptere, at det ikke kun var
et universitetsstudium, der var ad
gangsbillet til kultureliten. En del af
de studerende havde selv vist vejen
ved i 1883 at grundlægge det radi
kale Studentersamfund, som skulle
knytte bånd mellem akademia og pro
letariat og gennem billig aftenunder
visning oplyse arbejderklassen.
Blandt Studentersamfundets mar
kante skikkelser var filosoffen Harald
Høffding (1843-1931) og dansk histo
rievidenskabs »fader« Kristian Erslev
(1852-1930), begge meget indflydel
sesrige professorer gennem en men
neskealder.
Industrimanden, kemikeren og for
fatteren Paul Bergsøe (1872-1963), der
var søn af forfatteren, zoologen og uni
versitetsprofessoren Vilhelm Bergsøe,
har givet sin egen originale inddeling
af den københavnske overklasse i slut
ningen af 1800-tallet. Der var, skrev
han i sine erindringer, 3 afdelinger af
overklassen: »Embedsmændene, offi
cerstanden, de flere priviligerede vi-
denskabsmænd og kunstnere (d.v.s.
Universitetet og Akademiet) dannede
en klasse for sig som vi for oversig
tens skyld vil benævne A i klassen.
Den holdt sig for sig selv, var i re
glen konservative og afgjort reserve
rede overfor den anden underafdeling
der hovedsagelig bestod af handelens
folk, lad os kalde den A
2
klassen. Den
ne klasse var efterhånden blevet tal
stærk og de største formuer i byen lå
på dens hænder (...) Der var (...) end
nu en afdeling af overklassen. Det var
de adelige. Lad os for at blive i ter
minologien, kalde den A0. Nul kom
mer, som bekendt, foran 1 og 2 i tal
rækken. De holdt sig for sig selv, og
blandede sig nødigt med Anerne og
slet ikke med A2’erne (...) Mellem dis
se afdelinger af overklassen blev der
nu drevet et eventyrligt snobberi. Det
hændte ikke så få gange, at en af de
større handelsfolk, altså en A2’er, blev
udnævt til etatsråd. Så blev der skum
let, men det endte altid med, at den
nye etatsråd blev optaget i Anernes
række, og efter nogle års forløb var
han næsten lige så god Ai som de an
dre«.1
Ud fra denne opdeling er det klart,
at de naturvidenskabelige professorer
196