52 / 604
45
der ikke blot ikke efter den oprindelige Lovgivers
Culturtrin kunde være hans Yillie, men som endog
tildels maatte være mod hans Yillie o. s. v. Denne
Bemærkning er sikkert aandrig og træffende, forsaa-
vidt som den tager Sigte paa en Udskeielse, hvortil
den exegetiske Behandling ved en ordknap Lovgivning
er tilbøielig. Men overfor 0. er Bebreidelsen ikke re t
færdig. Thi han vedkjendte sig paa ingen Maade den
Sætning, a t Exegesens Forudsætning er, a t Lovgiveren
er vis, og a t Visdommen til alle Tider er den samme,
og han indsaa, ligesaa fuldt som Bornemann selv, at
Exegesen i det høieste medbringer den Forudsætning,
a t Lovgiveren er conseqvent1), og var heller ikke
blind for, a t selv denne Forudsætning ikke altid slaaer til.
Ligesom 0. i Theorien var en bestemt Modstander af
Ideen om „den til alle Tider den samme værende
Visdom“ og netop drog til Felts mod det Uvæsen,
som der til en vis Tid dreves dermed, og ligesom han
med Hensyn til de positive Loves Fortolkning hæv
dede, a t ikke den absolute Visdom, men paagjældende
Tidsalders Anskuelser maa lægges til Grund, naar
man vil udfinde, hvad Lovgiveren har meent eller
tæ n k t2), saaledes kan det heller ikke siges, a t han i
Anvendelsen blev disse sine Grundsætninger utro.
Naturligvis kan det ikke være andet, end a t der i
den umaadelige Skare af Fortolkninger, som hidrører
fra ham, kan paavises et og andet, som er vil-
kaarligt og uholdbart; men det maa bestemt hæv
des, a t han med objectiv Ædruelighed og bevidst
Afsky for subjective Constructioner søgte at holde
sig til det, som han ansaa for de historisk ned
arvede Retsan skueiser. At han herved ligesom stil
b Jfr. Hdbg 1 B S. 295.
2) Her kan henvises til hans Indvendinger imod Lassen i
Hdbg 1 B. S. 324 ff.