53 / 604
46
tiende forudsatte, a t hans Samtids og saaledes — om
man vil — hans egne Retsanskuelser udgjorde den
Baggrund, mod hvilken ogsaa Chr. 5 Lov og de ældre
Forordninger maa sees, er ganske naturligt. Enhver
Fortolker maa gjøre det, saalænge den retsliistoriske
Forskning ikke sæ tter ham i Stand til a t see For
tidens Institutioner i et andet Lys. — En noget lig
nende, men mere almindelig Sigtelse for, a t 0. i sine
Lovfortolkninger tillod sig en altfor stor Frihed og
ofte søgte a t bøie Lovens Ord til Overensstemmelse
med hans egne Anskuelser om, hvad der burde være
Ret, maa antages a t ligge i de Yttringer, som A. W.
S c h e e 1bruger i Fortalen til første Udgave af hans Familie
ret, hvor han bebreider sine Forgjængere — af hvilke
ø rsted uden Sammenligning er den vigtigste — a t de
ikke „have holdt sig tilstrækkeligt til Lovenes bog
stavelige Indhold“, men gjennem Fortolkningen søgt
„at re tte “ herpaa „for a t bringe Retsbestemmelserne
i større .Overensstemmelse enten indbyrdes eller med
Fortolkernes personlige Anskuelser eller med virkelige
og formodede Motiver, endskjøndt det dog er nok som
erkjendt, a t det ikke er Fortolkerens Sag a t forbedre
Lovene." Men til Grund for disse Bemærkninger
ligger der en Feiltagelse, som er ødelæggende for al
sund og naturlig Lovfortolkning, nemlig den, a t de
almindelige Fortolkningsgrundsætninger kunne bringes
til Anvendelse paa en forældet og casuistisk Lovgiv
ning ligesaa absolut og ubetinget som paa den nyere
Tids omfattende og systematiske Love. Scheels Apo-
theose af den bogstavelige Fortolkning, som ellers
ikke tiltaler Bornemann, er Udtrykket for en
Methode, mod hvilken meget alvorlige Indvendinger
kunne gjøres. Naar han 1. c. henviser til næsten en
hver Fremstilling af Fortolkningslæren som Hjemmel
tor de strengere Grundsætninger, han anbefaler, be~