49 / 604
1 B. p. 291, hvor han, i Anledning af en Y ttring afHurtig
karl om, a t „en philosophisk Kundskab om Lovene er den
ægte Retslærdes Særkjende“ , siger: „Tager man der
imod Hensyn til det egentlige strenge Begreb om Phi-
losophi, forstaaende derved den Videnskab, der gaaer
ud paa Tilværelsens og Erkjendelsens første Grunde,
og hvad deraf ved den rene Tænkning kan hidledes,
og man, paa den anden Side, ved historisk Kundskab
om Lovene tænker sig en saadan, der viser, hvorledes
Retsforholdene og de dermed forbundne Begreber og
Regler have udviklet sig af Folkets Tilstand, Tænke-
maade, Sæder og de Begivenheder, som have rammet
det, og hvorledes Lovgivningen i forskjellige Perioder
har behandlet disse Forhold, saa er det v ist, a t den
Tjeneste, Philosopliien kan yde den positive Ret, er
kun af liden Betydning mod den, der kan faaes ad
den historiske Vei, og a t den, ved utidig Anvendelse
af Philosopliien, let staaer Fare for a t blive forvansket.
Dog er det uden Tvivl en Overdrivelse, naar den nyere
historiske Skole paastaaer, a t ingen Retssandhed re tte
lig indsees, som man ei historisk kan forfølge i dens
successive Udvikling; thi i mange Tilfælde er den
gjældende Retstilstand i sig klar og utvivlsom, dens
Oprindelse og successive Udvikling derimod uvis“. Her
med kan sammenholdes, hvad han i Hdbg. I. 329 ff.
y ttre r i Anledning af den kun secundaire Betydning,
Lassen i sin bekjendte Afhandling om Lovfortolkning
i Nyt jur. Arch. 16 B. tillægger det, man dengang kaldte
den historiske Fortolkning. Uagtet O. saaledes rigtigt
vurderede det historiske Element i Retsvidenskabens
Behandling, kan det dog ikke nægtes, a t hans svage
Side er paa dette Punct. En s a m m e n h æ n g e n d e
historisk Indsigt i vor Rets Udvikling besad han ikke,
og navnlig var den hele intermediaire Udvikling, som
er foregaaet fra Provindsiallovenes Tid indtil Midten