45 / 604
jo k la rt, a t hvad der ifølge samme maa erklæres for
Ret, ogsaa maa vedblive a t være det, saalænge den
positive Lovgiver ikke deri har derogeret. A t nu en
saadan Derogation ikke kan formodes, men maa be
vises, følger igjen af Sagens Natur o. s. v .“ A t en vir
kelig Gjennemførelse af disse Principer i den positive
Rets Behandling m aatte vende op og ned paa alt og
føre til de urimeligste Resultater ved a t tillægge
Fortidens Lovgivere, saasom hos os Christian den 5tes
Lovs Forfattere, Oplysningstidsalderens Synsmaader og
Opfattelser, der historisk betrag tet laa dem saa fjernt
som muligt, er klart, jfr. herved Ø.’s Modbemærkninger
mod Lassen i Hdbg. 1 B. S. 324 ff. Heldigviis gik
det dog ikke i Lovfortolkningen saa galt, som man
skulde have ven tet; thi her, som saa ofte, fandtes
Hjælpen deri, a t Videnskabsmændene ikke i Anven
delsen fulgte deres egne Theorier, men, bøiende sig for
den sunde Menneskeforstands K rav, hyppigt gjorde
Brud paa Conseqventsen af deres Lære. Men alligevel
maatte dog den hele Grundanskuelse, fra hvilken man
troede a t burde gaae ud, og den fuldstændige Mangel
paa Blik for, hvad positiv Ret egentlig betyder, virke
forvirrende ind paa Behandlingen af Retsvidenskaben.
Det er derfor af den største Betydning for vor
Retsvidenskabs Udvikling, a t ø. i Modsætning til den
rationalistiske Retsphiløsophies Disciple hævdede i
Theorien og gjennemførte i Anvendelsen, a t der for
Behandlingen af den positive Ret ikke han anerkjen-
des noget apriorisk Fornuftprincip, men a t Udgangs-
punctet maa søges i den virkelige som et historisk
Factum sig frembydende Retstilstand, og kun de Al-
meensætninger, som enten umiddelbart udgjøre Be
standdele af den eller middelbart gjennem en objectiv
og ædruelig exegetisk Behandling kunne udledes af
den, have Krav paa a t anerkjendes som gjældende