41 / 604
34
for sig og bortseet fra al historisk Erfaring tilsiger
med Hensyn til Ordningen af samlevende Menneskers
Forhold, og a t der lader sig danne en Retstheori, som,
forudsat kun , a t ingen Feilslutninger indsnige sig i
Udførelsen, kan betegnes som den til alle Tider og
Steder gjældende høieste Yiisdom, overfor hvilken den
tilfældige, begrændsede og i Fordomme hildede posi
tive Lovgivning maa vige. Han var i Modsætning her
til paa det Rene med sig selv om, a t den retsphiloso-
phiske Betragtning maa begynde fra de historisk givne
Rets- og Samfundsforhold og gjøre dem til Gjenstand
ioi en alsidig Drøftelse og derpaa stø tte t Bedømmelse.
Som Norm herfor opstiller han, a t man vel ikke bør
forbigaae „det Lidet, som kan siges a t være nøie be
stem t ved en ren Fornuftnødvendighed“, men, da dette
ikke fører re t langt 0, bliver Hovedsagen a t udfinde og
fremstille det Almengyldige, der gjenfindes hos alle
civiliserede Samfund, og a t sæ tte dette i det rette
Forhold til det i særlige historiske og physiske Forhold
hos det enkelte Folk#Grundede. Hermed var det dog
ingenlunde ø .’s Mening a t indskrænke Retsphilosophien
til alene a t være den positive Rets Philosophi. Det
fremgaaer af hans Udtalelser2), a t han ikke vilde have
Videnskabens Opgave begrændset til en raisonnerende
Betragtning af de historisk givne Institutioners Genesis
og deres Sammenhæng med Menneskets naturlige Egen
skaber, men a t han vil udstrække den til ogsaa a t see
den bestaaende Retstilstand i Forhold til Sædeligheds
ideens Krav og vurdere dens høiere Berettigelse efter
denne Maalestok. Han siger saaledes, a t Retsphiloso
phien „skulde ikke indskrænke sig til a t anstille Be
tragtninger over den i de forskjellige Stater gjældende
3 Jfr. herved bl. a St. Hdbg. 1 B. S. 326 Note.
2) Af mit Livs og min Tids Historie I. S. 148