37 / 604
80
hvori 0 . slog ind, laa for ham baade en Begrændsning
og en Styrke. En Begrændsning, forsaavidt som det
maa føles som en Nødvendighed af den, der vil
philosophisk begrunde Retsinstitutionerne og ikke
blot tage dem som historiske Kjendsgjerninger — og
0 . vilde ikke give Afkald paa en philosophisk Be
grundelse
f.Ex. af Strafferetten og Eiendomsretten — a t
gaae ud fra en Totalopfattelse, ud af hvilken de en
kelte Sætninger deduceres og til hvilken alle vundne
Resultater pege tilbage1); en Styrke, forsaavidt som
de enkelte Undersøgelser og Reflectioner, der hvile i
den sunde Menneskeforstands Opfattelse af Livsforhol
dene og ere prægede af en fin Tact og Sands for det
Rette og skarp Dialectik i det enkelte, altid ville faae
en Værdi i sig selv, der ikke staaer og falder med et
speculativt System, som forkastes af den næste Slægt
og for den har tab t al overbevisende Kraft. Det
turde derfor være, a t netop den Omstændighed, a t 0.
i sin egentlige juridiske Forfattervirksomhed ikke stod
under Indflydelse af noget bestem t philosophisk Sy
stem, er en vigtig Aarsag til, a t hans Behandling af
de retlige Problemer har et saa sto rt blivende Værd
og en bestandig vedvarende Brugbarhed for Retsviden
skaben.
A t 0. hele sit følgende Liv igjennem blev staa-
ende paa det her skildrede Standpunct, hvorefter det
ledende Princip i Retslæren ikke skal søges i noget
speculativt System, men i den udviklede og oplyste
Forstands frie Reflection over de menneskelige For-
!) Her kan henvises til F. C. Bornemanns Kritik af Ørsteds
Straffetheori i Saml. Skr. 3 B. Tillæg I. p. XXXI, ved
hvilken dog den historiske Bemærkning maa g.jøres, a t ø .
ikke kunde siges længere at være gjennem trængt af den
transcendentale Idealisme, da han frem satte sin Straffe
theori.