39 / 604
føre ind i de virkelige Retsforhold og danne til sund og
frugthar Eftertanke over disses Befæstelse og Foræd
ling end den sædvanlige Naturret. Hvor fattig er denne
ikke, naar den indskrænkes til det, der med noget
Slags Skin han ved Analyse udbringes af det opstillede
øverste Retsprincip. Man tænke sig, a t Naturretten
skulde give det tilbage, som den har laan t af den ro
merske Ret og de Systemer, der af denne have dan
net sig . . . Endvidere er det ofte Betragtninger over,
hvad Samfundets moralske og sociale Tarv fordrer,
hvormed Naturretslærerne udfylde de ledige Pladser,
efter a t de først udførligt have vist, a t den egentlige
Naturret intet lærer os om visse dog høist vigtige For
hold (saaledes navnlig i Afsnittene om Ægteskab og
det faderlige Selskab, ligesom ogsaa Læren
0111
Arv og
Testamenter sam t
0111
Hævd her kan erindres)“.
Den tredie af de hernævnteAf handlinger om Forholdet
mellem Theori og Praxis i Sædelæren angaaer ikke egentlig
Retsvidenskaben, men de Betragtninger, den indeholder,
staa i nært Slægtskab med dem, som træde os i Møde i Af
handlingen
0111
Forholdet mellem Staten og Religionen.
Den gaaer ud paa a t hævde og nærmere udvikle, at
Ethiken — saavel som Retslæren — ikke er i Stand
til a t trække en saa skarp Grændselinie mellem det
Befalede og Forbudne, a t rigtig Indsigt i dens Grund
sætninger i Forbindelse med god Villie er nok, for a t
man aldrig skal forfeile den re tte Vei, men a t der og
saa her, mellem det almindelige Begreb, hvortil dens
Bud slu tter sig, og det virkelige Tilfælde, der skal be
handles efter samme, ligger et Rum, som alene en
sund moralsk Dømmekraft kan udfylde. Men herved
erkiendes dog, a t den moralske Dømmekraft eller den
sædelige Tact ikke under alle Omstændigheder er til
strækkelig til a t afhiælpe Ufuldstændigheder i vor
ethiske Viden, og a t det derfor ikke er os muligt a t