40 / 604
befrie os for al Uvished og Vildfarelse i sædelige An
liggender, noget, som hænger sammen med den menne
skelige Kjendeevnes Ufuldkommenhed. Afhandlingen
ender med en Bemærkning, der i høi Grad betegner
Ø.’s hele Standpunct, nemlig den, a t naar vi paa den ene
Side linde en i vor fornuftige Natur grundet Trang til
a t aflede alt det Mangfoldige i Livet saavelsom i Na
turen af en høieste Enhed og derfor ugjerne erkjende
vor Uformuenhed hertil, saa kan det paa den anden
Side ikke nægtes, a t der ogsaa gives et ligesaa uud
sletteligt Træk i vor Natur, der afskyer a t indknibe
det hele Menneskeliv og dets Bevægelser under staaende,
al eiendommelig og fri Behandling af de os mødende
Forhold udelukkende Formler, og a t disse stridige Drif
te r re t vel passe sammen hos et Væsen, hvis Bestem
melse er en evig fremskridende Udvikling og ikke en
fast Besiddelse.
III.
i
Det vil af ovenstaaende Fremstilling sees, a t ø.,
allerede dengang, han i Aaretl801 indtraadte paa Em
bedsbanen som Assessor i Hof- og S tadsretten1), havde
frigjort sig for Tidens herskende Anskuelser om, at
Rets- og Statsordenen kunde construeres a priori ved
blot subjectiv Speculation over, hvad Fornuften i og
T Herved kan erindres Ø.’s egne Ord i : Af mit Livs og min
Tids Historie I. S. 8 „og navnlig var der nogle af mine Ung-
domsaar, hvori jeg , uden behørig Aandsfrihed, Overlod
mig til den Kantiske og senere den Fichteske Pliilosophi og
troede deri at finde alle Visdommens og Erkjendelsens
Skatte. Men det varede ikke mange A a r, førend jeg fri
gjorde mig for, hvad i min Forkjærlighed for disse Tydsk-
lands Coryphæer var blindt og slavisk, og man vil ikke
fra 1801 af finde noget i mine Skrifter, som smager deraf“.
A. S. ørsteds Betydning.
8