42 / 604
35
Ret, men gaae ud paa a t vise, hvad der, efter Fornuft
og Eifaiing, buide gjøres gjældende enten i Alminde
lighed eller under visse Forudsætninger“ , og han til-
føier1), a t G. H u g o ’s Philosophi over den positive
R e t2) „i in tet Tilfælde maatte være Maalestokken for
den oven paapegede Videnskab (Retsphilosophien)“, idet
han bebreider denne Forfatter, hvis Methode han
iøvrigt sæ tter høiere end Naturretslærernes, a t han,
„dels af Uvillie over den Ensidighed, hvormed Natur
retslærerne opstillede meget som grundet i en absolut
Fornuftnødvendighed, skjøndt de blot havde hentet
det fra de givne Retstilstande, og det uden a t være
træng t ind i deres Væsen, men ogsaa af Mangel paa
en dyb og alvorlig Sands for Menneskehedens høiere
i ormaal, blev bragt til næsten a t indrømme enhver
Retsindretning eller Retstilstand, som i en eller anden
noget betydende S ta t havde vundet Fasthed, lige Be
rettigelse“ 3).
0. var saaledes ikke blot ved sin practiske Natur
og sin sunde Retssands, men ogsaa ved en gjennem
Studium og Tænkning erhvervet videnskabelig Over
bevisning tilstrækkeligt væbnet mod de Feil og Mis
gi eb i Behandlingen af den positive Ret, som hang
sammen med hin Opfattelse, hvorefter man begynder
med a t sæ tte en ud af den Philosopherendes eget Ho
ved tagen Retstheori som den til alle Tider og Steder
gjældende høieste Fornuft, og derefter forlanger, a t den
virkelige Verden skal rettes og dømmes i Forhold til
den, og ikke blot lader dette gjælde som en speculativ
0
1-
c.
s. 149.
) H u g o ’s Retsphilosophi udgjør en Del af lians oftere op
lagte „Civilistischer Cursus“.
")
Herved sigter
0 .
bl. a. til hans Hævdelse af Slaveriet og
Polygamiet som naturlig berettigede Institutioner.
3
*