32 / 604
25
da let kunde tilintetgjøre den private Eiendomsret *).
løvrigt fandt 0 . i sin senere Virksomhed som Kgl.
Commissarius ved Stænderforsamlingerne oftere Ledig
hed til a t komme tilbage til disse Grændsespørgsmaal
og værge sig mod Beskyldningen for letsindigen a t
ville, gribe ind i Eiendomsretten, idet han fordetmeste
befandt sig paa deres Side, som i saa Henseende holdt
igjen, og det faldt da ofte i hans Lod a t maatte frem
hæve, a t Samfundets Vel kræver, a t enhver tryg t kan
stole paa uan taste t a t beholde sin Eiendom, der i
sidste Instan ts vil sige Frugterne af hans Flid og Ar-
beide, og a t dette ogsaa maa indbefatte Retten til a t
raade over sin Eiendom ved Overdragelse til andre2).
Den anden Afhandling om Forholdet mellem Staten
og Religionen indeholder efter 0 / egne Udtalelser hans
„vigtigste Udvikling af de Grunde, der havde bestemt
ham til a t opgive den fra den Bearbeidelse af Natur
retten efter Kantske Grundsætninger, som i saa mange
Aar havde beskjæftiget de Philosopherende, udgaaede og
siden af Kant sel v dog i en anden Skikkelse vedkjendte,
men af Fichte ret i sin Yderlighed gjennemførte Tanke
om en afsondret Videnskab, der a priori og uafhæn
gig af Moral og Politik skulde give nøiagtigt bestemte
Regler for et Tvangssystem, hvorved den udvortes
Retsorden mellem samlevende Mennesker skulde op
retholdes.“ Overfor denne Opfattelse, hvorefter man
indskrænker Retsordenen og dens Organ Staten til
Betryggelsen af ethvert Enkeltvæsens Frihed, betragtet
blot fra den negative Side, hævder 0., a t alt, hvad
der hører til a t begrunde et værdigt og lykkeligt ind
byrdes Samliv mellem Menneskene, bør optages i
')
Saaledes Schlegel, hvis Indsigelse omtales i Hdbg
S
B.
S. 518.
2) Jfr. Skriftet om Udkastet til Grundlov og Valglov 1.
c.