29 / 604
over i Eunomia 1ste B .; den anden, der behandler
„Forholdet mellem Religionen og S taten“, blev i Aaret
1807 oplæst i det skandinaviske Literatur-Selskab og
optoges i dettes Skrifter, hvorfra den ligeledes er gaaet
over i Eunomia 1ste B .; den tredie omhandler „Forhol
det mellem Theori og Praxis i Sædelæren“ og blev i
Aaret 1811 forelæst i det skandinaviske Literatur-
Selskab og indført i dettes Skrifter, hvorfra den ogsaa
er optaget i Eunomia 1ste B.
I den første af disse Afhandlinger fremstiller 0. sin Op
fattelse af, hvorledes Eiendomsretten bør begrundes, sam t
hvorledes dens Indhold ifølge heraf bør nærmere bestem
mes og begrændses. Han bekjæmper den ældre Naturrets
Begrundelse, hvorefter Eiendomsretten alene udledes af
den menneskelige Villies absolute Berettigelse, der kun
indskrænkes ved den lige eller bedre Ret, som m aatte
tilkomme andres Yillie, en Sætning, hvoraf sluttes, at
den, der først tilegner sig en Ting førend nogen anden R,
alene paa Grund heraf er bleven Eier, og som saadan
kan udøve en uindskrænket Ret over Tingen, og denne
Enkeltvilliens Berettigelse betragtes som en i Natur-
standen given R et, der følger allerede af Menneskets
Existens, og som det derfor kun er Retssamfundets
Sag a t sikkre og opretholde. I Modsætning hertil søger
0 . Eiendomsrettens Begrundelse i, at „Samfundets Tarv“
'} Hvad der skulde fordres til slig Tilegnelse, om den blotte
Erklæring af Yillien til at bemægtige sig Tingen er nok,
eller om det, som Kant mente, endvidere maatte fordres,
• a t Occupanten tog tingen i sin Besiddelse, eller om det,
som andre mente, endog maatte kræves, at han havde
anvendt Arbeide paa den, den saakaldte Formationstheori,
derom var der Strid mellem Naturretslæ rerne.
0 . anser
alle disse Meninger forsaavidt for lige ugrundede, som han
ikke vil tillægge den enkeltes ensidige Yillie en selv
stændig retstiftende Betydning.