ASØrstedsBetydning

hvorefter Eiendomsretten ikke stø ttes paa Personligheds-

principet, men derpaa, a t det er den Ordning af Ad

gangen til Formuesgoderne, som Samfundsfornødenheden

k ræ ve rl), fastholdt 0. bestandig, om end Begrundelsen

efterhaanden tabte det ra tid en s philosophiske Tilsnit,

hvormed den først op traad te2). løvrigt vakte denne

hans Begrundelse a f Eiendomsretten i sin Tid Betænke

lighed hos mange; han siger selv, a t den gjorde et

ugunstigt Indtryk paa flere „alvorlige, tildels høit-

staaende Mænd“ ; man frygtede for, a t en saadan De-

duction af Eiendomsretten gav Slip paa det sikkre Fod

fæste, som den paa Læren om Villiens absolute Be

rettigelse byggede Begrundelse gav, og aabnede Døren

for de vilkaarligste og letsindigste Indgreb fra Lov

givningens og Regjeringens Side i Eiendomsretten og

i Privates Dispositioner over deres eget3). Fra det

mere practiske Synspunct spurgtes der, hvorledes da

Grændsen skulde drages for de Indgreb, som Lovgiv

ningen kunde gjøre i Eiendomsretten, og da

ikke

herpaa gav eller efter sin Synsmaade kunde give andet

Svar, end a t den nævnte Grændse ikke lod sig drage

ved faste, intet Skjøn udelukkende, Regler, men a t en

alsidig Afveielse af de forskiellige Samfundsinteresser

maatte bestemme den, frygtede mange, a t Statens Ret

P I Korthed fremstillet igjen i Skriftet om Tyveri S. 32 ff.

2) Jfr. hans i 1849 udkomne Prøvelse af Udkast til Grundlov

og Valglov S. 30 o. ff. „Eiendomsretten er en for at give

Friheden et sikkert Stof for dens Virksomhed og for at

aabne Midler til Menneskeslægtens Underholdning og Vel

være nødvendig Samfunds-Indretning“.

3) At den Lære, at Eiendomsretten var en Statsindretning,

dengang ogsaa andetsteds ansaaes for et juridisk Kjæt-

teri, jfr. Feuerbachs Y ttringer herom N. jur. Arch. 4 B.

178 Note.