Previous Page  108 / 557 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 108 / 557 Next Page
Page Background

Den gamle Københavner

97

Reces, hverken den ene eller den anden . . . . « Endnu

1661 k an F rede rik III skrive: »at forrige og h idindtil

prak tiserede Anordninger om Gader og Stræder, M ar­

kedspladser og Broer i vor Residensstad K jøbenhavn at

rene holde liden eller ingen Nytte skaffet have r . . . .«

K arakteristisk fo r det Sindelag, som raadede, er de

Optegnelser, der er os efterladte af Værgen fo r F rue

Kirke, R aadm and Mads Bøssestøber, om den nye Kirke-

gaard uden fo r Nørreport. Det hedder i disse: »Anno

Domini 1556 da stod den nye K irkegaard øde og uordi-

neret, saa n a a r Kong Christian salig med Gud tit og ofte

drog ud af Nørreport til Esrom og Helsingør og anden ­

steds, ihvor Hans Naade havde Lyst at drage, saae han

altid, at der gik F a a r og Øg og anden U renhed p aa fo r­

skrevne K irkegaard, hvilket Hs. kgl. Majestæt v a r ikke

vel tilfreds med. Saa sendte h an Bud til K irkeværgerne

udi Vor F ru e Kirke, at de skulde komm e op til Hs. kgl.

Majestæt. Den T id jeg kom op til Hans Naade, da til­

spurgte han mig, hvi den fo rskrevne K irkegaard stod saa

uo rd ineret og øde og ikke holdtes ved Magt og Hævd,

som christne Menneskers Lig skulde begraves udi, da

svarede jeg saa: »Naadigste Herre, vi ville faa Raad d e r­

til, at den skal blive vel flyet, saa at det skal gaa vel

til«. Da befalede Hans Naade mig, at jeg skulde lade et

P lankevæ rk slaa derom, hvilket jeg svarede til: »Naadig­

ste Konning, det skal gærne ske og med det allerførste«.

Da svarede Hans Naade: »Lad det saa ske, vi ville ved

Guds Hjælp, om vi leve, lade gøre en Mur deromkring«.

Da lod jeg strax ramm e P lankevæ rk omkring, saa at

fo rskrevne K irkegaard blev færdig, og ho ldt jeg O rdning

og Skik p aa forskrevne K irkegaard i otte sam fulde Aar

fra Anno 1556 til Anno 1564. Saa b ad jeg de and re

Kirkeværger udi im idlertid, at de skulde have Tilsyn

dertil, saa agtede de der intet om, og menendes saa, at

det havde in tet p aa sig. Da tog jeg m ig udi Sinde, at