109 / 557
98
R. Berg
jeg ikke heller vilde agte det, hvilket jeg fik ogsaa Lykke
til, saa at det ikke duede meget. Men Anno 1564 be
gyndte den store Pestilense at regere her i K jøbenhavn,
da raadede Graverne selv derudi og ho ld t der ingen O rd
ning og Skik, men skikkede sig utilbørligen.«
Mads Bøssestøber er en god Type p aa den gam le Kø
benhavner, som meget nødigt ændrede noget ved det,
der en Gang var løbende. Men netop fordi m an stak saa
dybt i Sædvanen, virkede enhver Afbrydelse som en
Overraskelse, som en T ilskikkelse eller S traf fo r be-
gaaede Synder. Fjendevold, Ildeb rand , Pest og Sygdom
kunde hæ rge med en Styrke, som m an laa ganske under
for. F ra i Dag til i Morgen kunde m an forvandles fra
rig til fattig, og m an stod værgeløs overfor de store,
pludselige T ilskikkelser. Man m aatte tage Livet, som det
faldt, og se at faa det bedste ud af det.
Naivt og um iddelbart, som Sindet udfoldede sig, var
m an nysgæ rrige som Børn og søgte alt, hvad der kunde
pirre, fordi det daglige Arbejde tog alle K ræ fter i Beslag
og i det lange Løb virkede sløvende. Derfor kunde m an
stimle samm en om de m ange H en rettelser og overvære
dem sn a rt med Gru og Rørelse, sn a rt med Hævnfølelse.
D erfor kunde Executionerne veksle mellem de fo rfæ rd e
ligste P in sler og halv- eller helkom iske S traffe som Gabe
stok og Halsjern. Alt var m an Deltager i; in tet af, hvad
der skete, h a r m ang let sine Tilskuere.
Resen giver os et meget talende Billede af de gam le
Københavneres Nyfigenhed un d e r Pesten 1619: »Den store
Part«, siger han , »er fo rud befængt m ed saadan S ikker
hed, at den passer hverken p aa Gud eller Mennesker,
ligesom Folk havde g jort F o rbund med Døden og en
P ag t m ed Helvede, saa at S traffens F lod og Ris skulde
ikke komm e over dem . . . . Det ser m an p aa h ine over
givne Mennesker, som endnu gør sig saa godt som et
Spektakel og L atter deraf, at saa m ange føres ud dag-