110 / 557
Den gamle Københavner
99
ligen . . . . som og paa hine Skylhalse, hvilke findes
undertiden ikke aleneste i Kældere og Kipper saa snart
fø r som efter Middag med Spil og andre onde Noder . . . .
m en og i de befængte Huse og det tilmed imod christe-
lige Øvrigheds strenge Forbud, Dag og Nat at d rikke og
demme, ligesom det var i et S laraffenland med Sværmen
og Rhuten og ikke i nogen sørgelig Pestilentzes Tid.«
Saaledes h a r Livet svinget mellem to Poler, det dag
lige Slid og Adspredelserne, de sidste udnyttet til Over-
maal, n aa r de bødes. Derom vidner det vældige Kvan
tum af Mad og Drikke, der kunde sættes til Livs ved
saadanne Lejligheder, og hvorom Vidnesbyrdene er ta l
rige og vel kendte.
II.
Men m id t i dette Bysam fund, broget sammensat som
det var, og hvo r næppe ret mange h a r kunnet tælle deres
Fo rfæ d re tilbage i m er end to eller tre Slægtled, er det
interessan t at se, hvorledes der efterhaanden har dannet
sig en særlig Type, der er saare forskellig fra den Bonde
stand, hvo rfra de fleste Københavnere havde deres Ud
spring.
Hvor afhængig m an end var af Sædvanen, saa m aatte
Livet inden fo r Bymurene dog forme sig saa meget and e r
ledes end ude p aa Landet. Her kunde Købmanden og
H aandvæ rkeren ikke som Bonden lade Tilfældet raade.
Man kom sn a rt p aa det rene med, at det Udbytte, der
skulde naas, var afhængigt af den Indsats, m an selv
gjorde, og at det kom an paa ens egen Dygtighed og Flid,
hvad m an skulde naa.
Vi seer derfo r ogsaa, at Bymandens Syn efterhaanden
præges af det reelle, der hverken h a r Rum fo r Drøm
eller Fan tasi, men for nøgtern Beregning. Maalestokken
for den gode Borger blev lidt efter lidt alene den. om
han duede til noget, og
0111
hans Arbejde var gjort godt