49 / 311
Det var Cornelle d. v. s. Cornelia v. Mander, den berømte Kunstner
Karel van Manders Mor.
Den nævnte Husrække var ikke hel og ubrudt som i vore Dage.
Hvor man nu finder Huset Nr. 34, gik en Smøge fra Stranden op
til Læderstræde, oprindelig lukket med en Port i begge Ender.
Den hed „Nissegangen“ —, de omtalte Porte blev i 1639 efter
Statholderens Befaling hugget ned, og Strædet forsvandt ved
Branden i 1795.
Gaarden paa H jør
net af GI. Strand og
Højbrostræde tilhørte
ogsaa en af Datidens
store Købmænd Balt-
ser Condevin. Han
hørte gennem sin Mo
der til de ansete
Købmandsslægter
Bernts og Schyrmann,
— hele den oven for
om talte
Husrække
her ved GI. Strand
var i det hele tag et
i Hænderne paa de
ledende Slægter inden
for Byens Borger
stand v. Ham, Fyren,
Motzfeld, v. Mander
og flere andre, der
saa godt som alle var
knyttede sammen ved
Slægtskabs forbindel -
ser.
Condevins Gaard,
D et kgl. M ilitær- o g V aisenhus-A pothek (Hj. af Kronprinsensgade) forinden Om bygningen i Aaret 1902.
skaffet sin store Formue ud af Landet, inden han selv flygtede i
Forklædning, og K raket kom. Men i Holland, hvor han først tog
til, kom han snart paa den grønne Gren, købte store Ejendomme
og ægtede en Dame af den berømte W assenar’ske Slægt.
Men i Holland var det nær gaaet galt. Franske Agenter var
ude efter ham. En skønne Dag, da han gik i sin Have og lugtede
til sine Hyacinthcr, bliver han pludselig^ grebet bagfra. Han vil
raabe om Hjælp, men
faar en Knevl i Mun
den, og bliver af fire
stærke Mænd en—to
—tro b aaret gennem
Haven, p u ttet ind i
en lukket Vogn og
kørt bort. Og han
var ikke længe om
a t forstaa, a t Køre
turen først vilde faa
en Ende, naar Vog
nen holdt i Bastillcns
lukkede Gaard.
Og det vilde sik
k ert ogsaa være gaaet
saaledes, om ikke til
fældig Vagten paa
en af de sidste Græn
sestationer, den Dag
var besat af en De
ling af de Danske
Auxiliærtropper. Og
d aen skikkelig Dansk
Jens fik Øje paa en
Mand, som laa bag-
hvor nu det kgl. octroyerede alm. Brandassurance-Kompagnis
statelige Gaard pranger, blev i Slutningen af 1600-Tallet om
dannet til Gæstegaard under Navn af Bremer-Schlossel og viste
over sin Hoveddør, udhugget i Sandsten den Stad Bremens Vaa-
ben : to Tønder og derover to korslagte Nøgler. Den tilhørte In
spektøren over Gadeløgterne i København Hr. Husmann, der ikke
synes at have spundet Silke ved sit Løgteinspektorat, eftersom
han maatte pantsætte Ejendommen for en Gæld til det offent
lige paa 2400 Daler.
Ved hans Auktion i
1713 maatte Staden
derfor overtage Gaar
den, som den fik for
4500 Daler. — Den
vilde koste lidt mere
nu!
I Maj Maaned 1722
blev Bremer-Schlos
sel, om hvilket Hotel
der ellers ikke vides
synderlig meget —
paa engang berømt
eller kom i al Fald
stærkt paa Tale.
En Datter af den
Franske Finansmand
og Danske Godsejer
Jean Henri IJuguetan,
i 1720 adlet under
Navn af Greve af
Gyldensten, der til
lige med sin uægte
Søn Jean Henri Des-
merciéres alt i no
gen Tid havde vakt Københavnernes Nyfigenhed, forsvandt nem
lig en Dag i den skønne Foraarsmaaned fra Byen.
Det var nu ikke noget helt ualmindeligt i den Familie. Hendes
Far var forsvundet to Gange. Den ene Gang fra Paris, hvor han
frygtede for Regeringens Efterstræbelser; han var baade en rig
Mand, og det kunde være farligt i Paris, og en ubehagelig Mand,
ti han vidste for god Besked om mange Ting. Den anden Gang,
han forsvandt, var det fra London, hvor alle hans Planer pludse
lig styrtede sammen, og hvor han efterlod en Skare forbitrede
Kreditorer, som sagde, at han havde gjort svigagtig Bankerot og
bunden i Vognen, skreg han Gevalt, og et Øjeblik efter var den
bundne Bankier en fri Mand. Og nu valgte han Danmark til sit
fremtidige Hjemsted.
Og her var alt gaaet efter Ønske. Men nu skulde han have
den Tort, at hans Datter, en veritabel Comtesse, paa egen Haand
fortsatte Slægtens Traditioner og forsvandt. — Hvorhen?
Sidst „Frøkenet“ var set, havde hun en indtaget en meget be
skeden Stilling. Hun sad i øsende Regnvejr paa en aaben Post-
■vogn, ikke engang i
en magelig Ghaise,
men paa et Knippe
Hø. Og hun havde
en blaa Kappe over
sig, — det viste sig
siden, at hun havde
laant den af en af
sin Fars Tjenere.
Saaledes var hun
set køre ud ad Ve
sterport. Men i Ste
det for at drage vi
dere ud ad Vest- eller
Sydlandet til, til Ros
kilde eller Køge, hav
de man set Vognen
dreje om ad Fari-
magsgade og køre ud
ad Helsingør til.
Hvad andet end
Kærlighed
kunde
bringe en Grevedat
ter til i øsende Regn
paa en aaben Post-
Det kgl. Militær- o g V aisenhus-A pothek efter Om bygningen.
vogn mecj en Tjeners
Kappe over sig og siddende paa et Knippe Hø at køre en saadan
Omvej som ud ad Vesterport for at komme til Helsingør!
Selvfølgelig kun Kærlighed. Samtidig omtrent forsvandt en
ung Mand fra Hovedstaden, en Søn af den spanske Gesandt, An-
toine Gasado Marquis de Monteleone. Han maatte altsaa være
Genstanden for Comtessens ømme Følelser, og ham var det.
Det blev snart oplyst, at den unge Marquis havde boet sammen
med en udenlandsk Herre i „Bremer-Schlossel“ og dær havde
bægge udgivet sig for Købmænd fra Hamborg. Den sidste havde
imidlertid været katolsk Præst. Og det var ham, som nu ovre i