Snedkerbogen

" V

Fig. 4 11. Eksempler på mærkning af plader og bordunderstel.

ning af træet omkring sømmet. løvrigt bruger sav

værkerne nu minesøgere, inden stammerne skæres

op, så risikoen for at finde søm eller andre metaldele

i træet er nu betydelig mindre end tidligere.

I de fleste værksteder og mindre fabriksvirksomhe

der er det naturligt, at tilskæreren også har ansvaret

for lagringen af træet.

Ved tilskæring af finere træsorter skal han også

tage hensyn til træets struktur og kunne bedømme,

om strukturen passer til møblets karakter. Dette er et

meget væsentligt punkt.

Ved tilskæring af massivt træ skal man sørge for, at

splinten bliver skåret helt væk; hvis det ikke gøres,

bliver møblets kvalitet forringet ganske betydeligt.

Tilridsning.

Når materialerne går fra tilskæreren til tilridsning,

er det en fordel at nummerere det. Numrene sættes

som regel i enden af træet. Sinklisterne har f. eks. nr.

5. Det må anbefales at nummerere stykkerne, hvis

man ikke råder over så megen lagerplads, at træet

kan ligge urørt, til det skal bruges.

Tilridsning er et meget krævende arbejde. Det kal

der på de fineste egenskaber hos snedkeren. Han må

kunne forstå både en skitse og en arbejdstegning og

have omfattende materialekendskab, han må kunne

indstille sig på nye, skiftende opgaver og kunne give

arbejdet videre på enkel og forståelig måde.

Tilridsning foretages bedst med en tilpas spids og

hård almindelig blyant. Man kan også bruge et rids

bor, men så skal man ridse så let og fint, at ridsen let

kan pudses væk. Man må aldrig bruge blækstift.

Tommestokken bør kontrolleres meget ofte, og så

snart den er blevet løs i leddene, bør man kassere

den.

Når arbejdet gives videre til maskinen, bør tilrids

seren gøre opmærksom på, om blyantstregen ved

bearbejdningen skal blive stående; det gælder især

ved skære- og borearbejde.

Mærkning.

Vinkelspidsen er den eneste metode, man har til

sammenmærkning af træet.

Ved mærkning af plader kan vinkelspidsen

varieres. Når der er mange plader af samme størrelse,

kan man begynde med vinkelspidsen til venstre og

flytte mærket et lille stykke på hver ny plade. Vinkel

spidsen kan også varieres ved at lade den ene side af

vinklen være lodret, og når mulighederne på denne

måde er opbrugt, kan man lade vinklen være lodret

i den anden side. Fig. 411 viser nogle eksempler. Ved

mærkning af forkanter må man iagttage, at de for

skellige tal bliver påtegnet uden for vinkelspidsen, da

det ellers let kan blive for utydeligt.

Ved mærkning af stoleben er det kun påkrævet at

anføre tal, når der skal tages hensyn til træet på grund

af farve og struktur, idet boringen angiver, hvad der

er ud og frem.

Ved mærkning af bordben er det noget anderledes,

da bordben i reglen er boret ens i begge sider. Man

mærker i enden foroven på bordbenet og på over

kanten af sargen.

Sprosser mærkes bedst på underkanten, da mærket

der ikke bliver pudset væk.

7KL

J ~YT

J v

Fig. 412. Eksempel. Der

mærkes på indersiden af

sargen.

Fig. 413. Almindelig

mærkning af ram

mer.

254