HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1989 h5

148 / 187

stedernes udflytning, nu til Frederiksberg station, 4. en station ved Nør­
rebro. Den østre station måtte desværre være midlertidig, for man kun­
ne ikke disponere over Kastellet endnu. Derfor måtte den midlertidige
station anlægges nord for Kastellet (omkring nuværende Fridtjof Nan-
sens plads). Det var unægteligt af vejen. Skeel var ked af det, men krigs­
ministeren var hverken til at hugge eller stikke i.
Debatten i Landstinget blev ret livlig. Skønt Højre her havde et stort
flertal, kritiseredes forslaget fra mange sider. På én nær var det kun høj-
remænd, der tog ordet. Den enlige venstremand tog først ordet ved tred­
je behandling for at meddele, at han stemte mod forslaget, fordi det var
så dårligt forberedt. Men denne holdning lovede jo ikke godt for be­
handlingen i Folketinget med det store venstreflertal.
Jernbanedebatter rækker ofte vidt omkring, og det gjorde denne også.
Navnlig diskuteredes havneforholdene så vidtløftigt, at formanden
(C.C. Liebe) måtte gribe ind for at forsøge at holde debatten inden for
rammerne. Et originalt forslag fra Breinholdt bør nævnes. Han var en
jysk studeopdrætter og jembanepolitiker, der ellers holdt sig til fastlan­
det. Han var interesseret i, at stationerne kom til at ligge nær byens »cen-
tra«, som han udtrykte det. Derfor ville han have den påtænkte østre sta­
tion flyttet ind til Sølvgade. Heri fik han adskillig støtte, men ændrings­
forslaget faldt. Derimod fik han langt senere held med et andet forslag,
nemlig en baneforbindelse mellem den påtænkte Nørrebro station og
Frederiksberg station, som ville etablere en ringforbindelse uden om
Hovedbanegården. Det vandt almindelig påskønnelse og optoges i for­
slaget. Breinholdt undlod ikke at lufte sin stolthed herover, da han, som
han sagde, hverken var tekniker eller københavner. Med denne ændring
og ved at stille ministeren frit med hensyn til værkstedernes placering,
vedtoges loven i Landstinget. Venstremændene stemte ikke.
Debatten i Folketinget blev trods visnepolitikken både langvarig og
saglig, men naturligvis præget af den politiske spænding. Venstre pleje­
de jo at gøre kort proces med regeringens forslag enten ved at nægte for­
slaget overgang til 2. behandling eller ved at henvise det til et udvalg, der
takket være Venstres flertal fik en venstremand til formand, som så sim­
pelt hen undlod at indkalde til møde (»begravelsesudvalg«).
Her kom det nu til at gå noget anderledes trods ordføreren C. Bergs
yderst uvillige indledning, hvori han sluttede sig til sin landstingskolle-
gas påstand om forslagets dårlige saglig debat udspandt
sig i nogen grad på tværs af partiskellene, hvad der næppe har frydet
Jens Vibcek
146