21 / 190
18
dan sk Aand gøres uklar, og ene Brandes er i Ver
den udefinerbar.
Dog ikk e ganske.
Brandes erklærer sig
stundom for g r æ s k .
Hvor T a len er
0111
Jøden Lord B eacon sfield ,
hedder det vel, at denn e paa sine R ejser »nød
v end igvis m aatte tiltales mere a f Stam bu ls P ragt
end af A thens R u in er«,1 m en om sig selv ud taler
den i in tet m indre jød iske Brandes, at han a lle
rede som D reng hørte h jemm e i H e lla s’ Sk øn
hed sverd en , »den«, hedder det endvidere, »er
han s Aands sande H jem stavn« .2
D erom er ellers alle Kyndige enige, at Jøderne
m aa sk e er det m est ugræ ske a f alle F o lk ; og det
v il da ogsaa være um u lig t at paavise b lo t det
ringeste græske i B randes’ Optræden, Sind, R eli
gion eller i han s A and svirk som h ed , tilm ed han
aldrig har offen tliggjort et en este R esu ltat af de
Studier over An tik en s F ilo so fi, D igtn ing e lle r
Skulptur, som han vil hav e os til at tro, aldeles
har gennem trængt ham .
H vor let Brandes har ved at tilhøre en hv il-
k en som h elst Kultur, viser han endvidere ved at
erklære sig fo r at være d a n s k .
»Jeg er fød t i D anm ark«, fortæ ller han , »af
dan ske Foræ ldre, har som Barn aldrig talt eller
hørt andet Sprog end D an sk«. Brandes b liver sig
endog engang i sin Naturop fattelse bevid st »en
1 Bd. 6, p. 332.
2 Levned I, p. 58.