25 / 190
22
som for Jævnaldrende, — th i den bestod kun i
E vn en til at fy ld e sig m ed K und skaber og tilegn e
sig d isse ud en T ank e om Samm enhængen.
Hvor nord isk e Sk olebegavelser im id lertid har
et sind igt Gemyt, der var Brandes syd land sk
lid en skab elig, og D an sk ern e op fattede fejlagtigt
dette b lo t fremm edarted e, denne K larhed, der er
Racen s tyd elig e Begrænsning, som Genialitet.
Selv an saa B randes sig a ltid for den Udkaarne.
I en Sk ild ring a f en jæ vnaldrend e ty sk S tu
dent, der havd e farvet B lod i Aarerne, tog F ilo
so fikum m ed særlig U dmæ rk else og ogsaa m ellem
de lang somm ere D an skere op fa tted es fo r over-
m aade in telligen t, har Brandes, uden at vid e det,
tegnet en Del af sig selv m eget ramm ende. Det
hedder om denne T ysk er: »En un g Sofist og sam
tid ig en sand Kom ediant, der indrettede sin Op
træden ganske efter den, m ed hv em han talte,
vand t den Paagæ ldende ved at slaa ind i han s
T on e og vise den Side a f sit Væ sen ud, ved hv ilk en
han bedst kund e behage den anden. Udrustet
m ed E vn en til at m y stificere og blænde sine Om
givelser, yd erst skarp sindig, sm id ig og tom , fo r
stod han at sætte Tanker i Bevægelse og fængsle
ved livlig, fordom sfri, ofte paradoksal U nd erh o ld
ning. Snart var h an koldere, snart mere fortrolig;
han forstod at eftergøre H jertelighed og at sm igre
ved tilsyn elad end e B eundring«.1
1 Levned I, p. 86.