28 / 190
25
At D rivfjedren ho s B randes ikk e var Kærlig
hed til Arbejdet, ikk e den indre N ødv end igh ed a f
at m aatte fø lge et Kald, det v iser h an s Sm igren
fø rst fo r Autoriteterne, derpaa fo r den uk ritisk e
Ungdom . Hvad ud talte ikk e Ju liu s Lange til
Brandes, endda ved en festlig Samm enkom st for
denne: »Du sagde i d in Ungdom , da vi talte om
B yron s U lykk e, at D u gærne vild e hav e alle
U lykk er over dit H oved , naar Du b lo t derved
kund e vinde B erømm else« .1 Med denne H en sigt
for Øje er det ogsaa, at han gør sin L iv sp lan a f
hængig af, om han vind er U n iv ersitetets P riso p
gave eller ikk e, og at h an v æ l g e r det ju rid i
ske Stud ium , ind til Su ccessen som K ritiker er
ham saa sikker, at h an kan »hellige sit L iv til
V iden skaben«.2) D e vid en skab elige Opgaver gen-
nem gløder dog ikk e han s Hjærne m ere, end at
han , da T itlen paa det førstvalgte Em n e for F o r e
læ sn ingerne ikk e tilfred sstilled e den Autoritet,
han vilde behage (Prof. B røchn er), ø jeb likk elig
kan finde paa et andet. H an væ lger da et Em n e
m ed den uh yre T itel: »H oved strøm n inger i det
19de Aarhundredes L itteratur«, og det generer
ham ikk e straks at begynde F orelæ sn ingern e der
over uden Forberedelse. D e b lev ogsaa derefter.
1 G. Brandes: Julius Lange. jvf. Brandes’ Strofer 1868
(Ungdomsvers): Den første skal jeg være blandt os i
vort Nord — Saa vidt vor Tunge tales og langs Øster
søens Kyst — skal mit Navn man allevegne nævne.
2 Levned I, p. 337.