24 / 190
21
trædende Stand sn ing a f U dv ik ling en . L ig esom de
jød isk e Forfattere h erh jemm e fø r h am — H enrik
Hertz og Meir Aron Goldschm id t — v iste h an sig
i Skolen i endnu højere Grad end noget dan sk
Talen t og noget nord isk Geni som en fortrin lig
D iscip el, en udpræget D uk senatu r. Der var over
Brandes in tetsom h elst fan ta stisk eller verd en s-
fjærnt; der slum red e ikk e i ham nog en In d iv i
dualitet, der vild e bane sig Vej paa B ek o stn in g
af Skolelæ rdomm en . Med h ele sin R aces hu rtige
Op fattelsesevne tilegn ed e han sig som i Leg alle
Kundskaber og tog sin e E k sam in er m ed U dmæ r
kelse.
I sek stenaars-A ld eren var Sk olegangen h am en
Fo rtv iv lelse, m en kun ford i han ikk e fik U nd er
v isn ing nok . Han var fæ rd ig m ed det H ele, og
ved Selv fordyb else kund e denn e b lo t p rak tisk e
og udvend ige Begavelse aldrig, hv erk en dengang
eller siden, h en te nogen Næring.
H an var da ligestrak s den, h an vedb lev at
være: Skolebegavelsen , det ly se H oved , h v em Kri
stendomm en »tidlig grundigt a fsk ræ kk ed e som
Sagnhistorie« og »hvem M ystik var »Rester af
O ldtidsbarbari«,1 en Natur, snu sfo rnu ftig , længe
ganske uerotisk , derpaa i sit F o rh o ld til K vinden
fu ld stændig orien talsk , om end han s O m t a l e
a f Kvinden k logeligt lyd er resp ek tfu ld ; end elig
en In telligens, der ikk e var b etyd eligere, end at
den straks var ind ly send e fo r enhver, for Lærere
Levned I, p. 57.