29 / 190
26
F o rd i han i in tet var genial, fø lte h an sig i
in tet som den Kaldede. Kun ren t borgerlig var
han s Attraa: Sen sa tion og Magt. Og de fø rste
Skridt ad V ejen hertil naa s ved de M idler,
Goethe m ed U rette m ener, at alle Jøder bruger
fo r at bore sig frem : »W er kein e L iebe fiih lt,
m u sz schm e ich eln lernen, son st komm t er n ich t
au s« .1
Dog, naar Brandes senere id eligt ændrede Me
ninger, ska l v i saa tro, at dette skete, fo rd i han
ud v ik led e sig, og at det var tilfæ ld igt, naar han
hævd ede hvert n y t S tandpunk t i det Ø jeblik, dette
v iste sig m est h en sigtsmæ ssig t for han s B erøm
m else?
Ind til c. 1870 roste han k log elig t den dan sk e
R om an tik , skrev de en este A fhandlinger, der ikk e
skæmm es a f F o rfa lsk n in g eller P o lem ik , og er
kend te rigtigt, at det ikk e er D igtn ing en s Opgave
at være tend en tiøs eller direk te m oraliserende.
E fter 1870 angriber h an længe alt, hvad der er
nord isk og nationa lt, siger om den dan sk e R o
m antik : »Jeg v il ku n skildre den fo r at bekæm pe
d en«2 og b lev D e m o k r a t — i P o l i t i k e n
ved at slu tte sig til det litterære Venstre, i K r i -
t i k e n ved at docere M ills V elfæ rdsm oral m ed
F lerta llets L ykk e som M ennesk ehed en s Maal, i
1 Goethes Gespräche, Bd. III, p. 25.
2 Politiken 1—4—1887. — Se desuden Afhd. om Oehen-
schlæger og Ingemann i Essays 1889 og Romantiken i
Tyskland 1893.