19 / 190
16
Karakter sit Særpræg. Saaledes hedd er det om
T h eoph ile Gautier: »For at fu ld stæ nd iggøre de
Træk i han s A fstam ning, der syn es b etegnende
for han s Væsen, er den T ilfø jelse nødvend ig, at
der u tviv lsom t var østerland sk B lod i han s Slægt.
D ette er højst in teressan t, ford i det — gan ske som
N egerafstam n ingen op ly ser m eget a f V o ld som
h eden og Kraften ho s Alex. D um a s og P u sjk in —
paa en fy sio lo g isk Maade fork larer det orien ta lsk e
Præg ho s Gautier.1
Her syn es da Brandes at erkende, hvad han
fornægter, naar det gælder ham selv: at det ikk e
er Sproget, ikk e R eligion eller A teism e, m en alene
B l o d e t , der bestemm er et Væ sens Særpræg — og
at ikk e det største Geni kan gøre det K rum spring
at løsrive sig fra sin A fstam ning, selv om det a f
lægger enhver Tro, antager et n y t Sprog og b liver
Borger ib land t et fremm ed F o lk . Kun det u d v en
dige, det ligegyldige kan tilegn es. Race og N ation
bryder igennem , allerm est ho s Geniet; det er
netop en Aabenbaring, et U dtryk for, hvad der
ligger latent i h ele Fo lk et.
I saa høj Grad er det Brandes om at gøre, at
Racebegreberne — saasnart h a n s e l v ska l b e
stemm es som Jøde — løb er sur for os, at han
stundom betoner, at Jøderne b lo t er en R eligion,
ikke nogen Race,2 stundom finder paa at v ille
gøre os D anskere baade til T ysk ere og Jøder.
1 Bd. 6, p. 255.
2 Bd. 18, p. 409.