17 / 190
14
M iddel herfor, og den skaber som F ø lg e heraf
ing en ideelle Værdier.
F o r at im id lertid en N a tion s Kultur kund e
blive saa forjød isk , som den dan ske er b lev en det,
m aatte Landet være saa lille og id y llisk som D a n
m ark, F o lk et saa fred somm elig t, jævnt og fleg
m atisk , na iv t og bravt som det dan ske. Kun over
os kunde de lib erale Jøder b live sejrende Despoter.
Kun ho s os fand tes det Rhodos, hvo r de kund e
danse. Kun h o s os kund e det lyk k es
Georg Mor
ris Cohen Brandes,
en Mand endda ud en store E v
ner m en m ed tilstrækkelig Energi og m ed F orstand
paa at væ lge sine Ofre, at starte en jød isk Periode.
En d sk øn t Georg Brandes ved enhver L ejlig
hed søger at hævde den jød isk e Race som alle
andre overlegen, protesterer han dog energisk
m od selv at kaldes Jøde.
D ette er et Træk, karak teristisk for alle lib e
rale Jøder, at de, naar de benævner sig F ritæ n
kere eller Kristne, sam tid igt forsøger at indb ild e
alle Ikke-Jøder, at de nu er traadt ud af deres
Race, at derm ed er Racemæ rket i dem ud slettet;
eller de erklærer, at der nu tildags ikk e ek sisterer
Racer. Ideligt og utræ tteligt paakalder B r a n d e s1
som Autoritet for slige P aastande
Jean Finots
Rog »om Racefordomm e« (uden natu rligvis at
op lyse, at ogsaa F in o t er Jøde); F in o t erk læ
1 Samlede Skrifter, Bd. 18, pag. 347; endv. »Aabent Brev
til Jacob Knudsen« i »Politiken« Februar 1912.