526 / 695
5 1 6
F rits Heide
dertil er iøvrigt behandlet saa hyppigt og saa grundigt
og er saa kendt af alle, der overhovedet giver sig af med
den Slags Ting, at der ikke er Anledning til at dvæle
yderligere ved den.“ Nu skal det indrømmes, at det ko
miske Rollefag ikke ju st var Karl Mantzius’s Domæne,
og at hans mere verdensliterære Sympatier ikke ganske
laa paa Linie med Hostrups lokalpatriotiske Studenter
løjer; men det er ikke ene Grunden til hans Tavshed.
Bag hans Ord skimter man en lille irriteret Næseryn
ken over, at Faderen, forledt af ydre Sejre, i v. Bud
dinges Figur gjorde Misbrug af sine rige scen iske Ev
ner. Georg Brandes sagde for Resten dette rent ud
.67
Med Olaf Poulsen, den næste store Udøver af v. Bud
dinges Rolle, gled Figuren stedse længere bort fra Ho
strups første Tanke og Modellen; men herom skal der
tales kortest muligt. Endnu lever der mange, som af Selv
syn kender „O laf“s Løjtnant; de øvrige kan læse Henri
Nathansens m inutiøse Skildring i „Portrætstudier
“ 68
og
siden betragte de tilsvarende Rollebilleder i Teatermu
seets Galleri; det vil være nok.
Først i allernyeste Tid er v. Buddinge-Skikkelsen efter
et Aarhundredes vilde Flagren gennem Gøglets Verden
naaet ind i Kunstens; thi med myndig Haand har Poul
Reumert atter en Gang slaaet den gamle Sandhed fast,
at i Begrænsning viser Mesteren sit Snille. Ofte kun ved
ganske smaa, men genialt opfangede og psykologisk be
grundede sceniske Virkemidler har denne højt begavede
Kunstner ført Scenens Løjtnant v. Buddinge tilbage til
Hostrup, til Modellen, hvem han saa end var, kort sagt:
til Mennesket. Og dermed har Poul Reumert lagt Grund
stenen til den Skikkelsens Tradition, som tilsikrer Ho
strups gamle Stykke en Fremtid, det ellers næppe mere
vilde have haft.
Fra Gæstestuerne fører Vejen nu til Virksomhedens
Køkken — selve „Kristian F irtal“s Hjærte, hvorfra en