Previous Page  159 / 605 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 159 / 605 Next Page
Page Background

Det ridderlige Akademi i København

149

Orden i Statuternes endelige Affattelse. Overhovmeste­

ren bevarer sin disciplinære Myndighed, men skal lade

vigtigere Sager komme for den nye oprettede Justits-

Session i Akademiet, der faar sit Omraade nøje præ­

ciseret saaledes, at den skal behandle alle Sager, som ved­

rører Akademisterne, deres Hovmestre og Tjenere og alle

Akademiets Betjente, saa vidt deres Forretninger i Akade­

miet vedkommer, medens i alle andre Sager Akademiets

Betjente og Exercitiemestre søges ved Borgretten, Over­

hovmesteren, Professorerne og Staldmesteren ved Hofret­

ten. Dermed falder den direkte Appel til Højesteret bort;

vi har i denne Ordning af de jurisdiktionelle Forhold F o r­

billedet for Indretningen ved det soranske Akademi et halvt

Aarhundrede senere, hvor der ogsaa sondredes mellem de

to Instanser for højere og lavere Personer, men hvor dog

paa Grund af Akademiets afsondrede Beliggenhed dettes

Hofret som Overinstans fik direkte Appel til Højesteret.

Den ydre Glans, hvormed Rets-Sessionen skal omgives,

det ophøjede Dommersæde og de to Pedeller med Sølv­

sceptre, kommer til under Statuternes videre Behandling

og er sikkert ikke Patronernes Idé, men skyldes vel sna­

rere den ny Overhovmesters Indflydelse, da det hele Ap

parat svarer godt til hans Forestilling om, hvorledes et

kongeligt Adelsakademi skulde virke.

En Ændring paa et Punkt, som skulde synes ligegyl­

digt, men som dengang aabenbart har haft stor Betyd­

ning, foreslaas af Patronerne, idet den tidligere Ordning

af Pladserne i Spisesalen efter Rang nu ønskes ændret

saaledes, at kun fyrstelige Personer altid ha r Plads ved

Overliovmesterens Bord, medens alle de andre, ogsaa

grevelige og friherrelige, skiftes til at nyde denne Ære,

idet de alternerer efter Alder i Akademiet. Det indskærpes i

Sammenhæng hermed, at Overhovmesteren altid, saa vidt

muligt, skal spise med Akademisterne, hvad von Schindel

meget havde forsømt, og det er naturligt nok, at dette var